Man skal vælge sine venner med omhu - især hvis man har venner, der kan finde på at hive prostituerede med hjem på hotelværelset.

Det erfarede rapperen L.O.C. med det borgerlige navn Liam O'Connor, da en prostitueret på et hotelværelse i Thailand nær havde kostet ham forholdet til sin kæreste, iværksætter og tv-vært Christiane Schaumburg-Müller, som han har sønnen Constantin med.

Det skriver Se og Hør.

»Det hele kunne have gået galt i mit forhold, og det var ikke på grund af mig,« indleder rapperen sin anekdote, som han fortalte, da han gæstede P3-programmet 'Danskerbingo'.

På en arbejdstur til Thailands hovedstad Bangkok med en ven brugte L.O.C ofte de sene nattetimer på at skype hjem. Men en enkelt gang skete der pludselig noget i baggrunden, som bestemt ikke var planlagt.

»Så går døren op bag ved mig, og så kan jeg bare høre: 'Hello, mister!,« forklarer Liam O'Connor grinende med en asisatisk accent, inden han uddyber den uheldige episode.

»Og så kommer der en, jamen, det hedder vel en prostitueret? Om det er en mand eller dame, det er jeg ikke klar over, men det er en eller anden i læder og lak og hele lortet, der kommer gående ind, jeg kan se det på billedet på Skype,« forklarer rapperen.

I den anden ende i Danmark sad pludselig en noget forvirret kæreste, der gerne ville have forklaret situationen, og Liam O'Connor måtte dreje skærmen, så Christiane kunne se, hvordan den prostituerede var i følgeskab med hans ven.

»Det er min ven og en eller anden luder,« forklarede L.O.C. hurtigt og tilføjer, at han derefter måtte bruge et par dage på at forklare, hvordan situationen med den prostituerede altså ikke var normal procedure.

Forholdet mellem L.O.C. og Christiane Schaumburg-Müller er som bekendt intakt i dag, og rapperen fortæller grinende  i 'Danskerbingo', at han i dag har lært at vælge sine venner med omhu.

Herunder kan du se klippet, hvor L.O.C. fortæller om den spøjse episode.