I USA har de udråbt Anne Fortier til det kvindelige svar på succesforfatteren Dan Brown, og hendes nye krimi, 'Julie', til 'den smarte, moderne kvindes Da Vinci-mysterium'.

- Men jeg er ikke helt uden forbehold for den betegnelse, griner 38-årige Anne Fortier med sin tykke Holstebro-accent.

- Jeg håber sørme, at der er lidt mere litteratur i den, end der som regel er i Dan Browns!

De sidste otte år har hun boet i USA med sin mand og er nu på PR-besøg i hjemlandet, hvor spændingsromanen nu udkommer på modersmålet.

Og det skyldes ikke alene, at hendes fire måneder gamle datter Isabelle på søndag skal døbes i kirken i Holstebro, at hun opfatter dette besøg som noget helt særligt.

Drillet i skolen

- Alle, der er blevet drillet i skolen som børn, som jeg blev, har en drøm om at komme hjem til alle dem, der drillede dig og sige ’se, hvad jeg har lavet, mig, I drillede dengang’. Sådan har jeg det i hvert fald nu. Jeg har aldrig været så glad for at være hjemme i Holstebro, som jeg er nu, hvor jeg er blevet til noget. Det er simpelthen så dejligt! fortæller Anne Fortier, hvis krimi er solgt til 30 lande og skal filmatiseres i Hollywood af instruktør James Mangold, der bl.a. har lavet hit som 'Kate & Leopold' og den Oscarbelønnede Johnny Cash-film 'Walk the Line'.

Scarlett eller Anne

- Vi har holdt møde om, hvem der skal spille hovedrollen. Jeg havde lidt naivt tænkt Scarlett Johansson, men de var mere interesserede i Anne Hathaway. Og jeg kan godt se, at hun er mere en Julie-type, fortæller Anne Fortier, hvis krimi handler om en ung amerikaner, som viser sig at være efterkommer af Julie fra Shakespeares berømte kærlighedshistorie og pludselig bliver fanget i den ældgamle strid mellem de to slægter.

- Historien om Romeo & Julie er jo utrolig kendt. Og underligt nok ligger der ikke den store, Dan Brown-agtige bog om dem. Så jeg tænkte, at den prøver jeg da lige at skrive, griner Anne Fortier, som har været på optur, siden hendes krimi i 2008 blev udbudt på en én dags auktion.

- Da forlaget Random House kom farende og købte den og var helt vilde, da tænkte jeg, ’det er stort, det her’! siger hun på solidt jysk.