Det er ikke altid let at arve - hverken et navn, et rygte eller penge.

Det fortæller Frances Bean Cobain i den amerikanske podcast ‘What’s The Tee’.

I programmet fortæller den 26-årige, der er datter af Nirvana forsangeren Kurt Cobain og musiker og skuespiller Courtney Love, at hun har følt skyld over at have arvet sin afdøde fars millionformue.

»Mit forhold til penge er anderledes, fordi jeg ikke har tjent dem selv. Det er næsten ligesom et kæmpestort lån, som jeg aldrig bliver færdig med at betale af på. Det er som om, jeg har et distanceret forhold til det eller en snert af skyld, fordi det føles som penge fra én, jeg aldrig har mødt,« siger hun i programmet.

Kurt Cobain og hustruen Courtney Love med deres dattwr til MTV Music Awards i Los Angeles i 1992.
Kurt Cobain og hustruen Courtney Love med deres dattwr til MTV Music Awards i Los Angeles i 1992. Foto: FRED PROUSER
Vis mere

Frances Bean Cobain var kun et år gammel, da hendes far begik selvmord i 1994.

Inden sin død nåede Nirvana forsangeren at samle sig en solid formue - og bandets sange indtjener stadig penge.

I dag modtager datteren omkring 650.000 kr. om måneden fra arven, ligesom hun har næsten 1 mia. kr. i andre arvede aktiver, skriver news.com.au.

Hun mener først, at hun er begyndt at tage ansvar for de mange penge, efter at hun blev ædru i 2016, og efter at hun i 2017 blev skilt fra sin mand gennem tre år, sangeren Isaiah Silva.

Frances Bean Cobain og hendes mor Courtney Love til velgørenhedsshow i Metropolitan Museum of Art i New York.
Frances Bean Cobain og hendes mor Courtney Love til velgørenhedsshow i Metropolitan Museum of Art i New York. Foto: ANGELA WEISS
Vis mere

I forbindelse med skilsmissen blev hun tvunget til at give en af Kurt Cobains guitarer til eks-manden. En guitar, der er vurderet til at være millioner af kroner værd.

Frances Bean Cobain lærte aldrig sin far at kende, men for tre år siden mødte hun ham, gennem filmen ’Kurt Cobain: Montage of Heck’.

Dengang sagde hun til bladet Rolling Stone:

»I 20 år har jeg levet med min far som en slags julemand - et mytologisk væsen. Jeg vil selvfølgelig aldrig slippe væk fra det faktum, at min far er en gigant. Men det er også o.k. nu. Filmen har nemlig givet mig lejlighed til at forlige mig med den side af min arv.«