Den 62-årige kunstner Michael Brammer var ude at køre stærkt på sin mountainbike onsdag, da ulykken indtraf.

Det var første gang på sæsonen, at gutterne skulle køre en vintertur. Sådan en tur med lygte på, fordi der er mørkt i skoven.

Michael Brammer trådte ekstra i pedalerne, da han overså en sten. Han væltede. Kom alvorligt til skade.

Da B.T. taler med ham, er han hjemme fra hospitalet. Han har fået en krave på, fordi han har en fraktur i nakken. Som han selv siger, lider han af det, man i gamle dage kaldte 'at have brækket nakken.'

Michael Brammer flækkede læbben og brækkede nakken, da han væltede på sin mountainbike onsdag.
Michael Brammer flækkede læbben og brækkede nakken, da han væltede på sin mountainbike onsdag. Privatfoto

Faldet, som efterlod ham voldsomt forslået og kvæstet, stoppede ham dog ikke i at tage sin egen bil til hospitalet. Noget, personalet var lidt overraskede over, da de så ham.

De andre, der var med ude på mountainbike-turen i skoven, var gået ind for at spise, fortæller han.

»De er sådan nogle højreorienterede typer, der bare tænker på sig selv. Så der var ikke rigtig nogen af dem, der overvejede, at det måske var en god idé at køre mig,« lyder det fra Brammer.

»De andre er jo alle sammen sådan nogle rige erhvervstyper og ingeniører, og jeg er jo en fattig kunstner, så jeg driller dem lidt,« lyder det fra ham.

Selv var han dog heller ikke så bange for situationen. Og det er kunstneren heller ikke nu, selv om han ved, han måske skal opereres i sin nakke.

»Jeg har altid været den type. Min mor havde fået en datter, min søster, inden jeg blev født, og da jeg var i maven, så gik hun og ønskede sig 'en rigtig dreng',« fortæller han muntert:

»Og da hun så fik mig, blev hun ved med at sige, at hun måske havde ønsket det lidt for meget.«

Planen er dog heller ikke nu, at mountainbiken skal pensioneres.

»Nej, nej. Det skal nok gå. Når først man sidder på den, så glemmer det hele, og så kører det derudaf,« siger han.

Selvom han ikke var bange selv, så blev hans pårørende noget rystede, da de så ham. Datteren, som har været forbi og handlet ind til ham, synes, hendes far er blevet lige lovligt medtaget.

I første omgang delte Michael Brammer et billede af sine voldsomme skader sammen med teksten 'husk cykelhjelmen' på sin Facebook-profil.

Hans hjelm flækkede i to på grund af den kraft, den 62-årige ramte jorden med. Det skete, inden han gled hen ad jorden og flænsede sin læbe, så den krævede sting.

Og hvis der er noget, som kunstneren trods alt er blevet mere påpasselig med, så er det netop i forhold til hjelmen.

Han fortæller, at han normalt cykler rundt i København, men indtil videre har gjort det uden cykelhjelm.

Overvejer du nu, om du fremover også skal bruge hjelm i byen?

»Ja, det kan ikke udelukkes. Det kunne godt være,« lyder det.

Michael Brammer fortæller desuden, at han bor alene i sin lejlighed på Nørrebro, men at der bor folk omkring ham, han kan bede om hjælp.

Lige nu kan han nemlig ingenting. Altså han kan gå, men det er også det, forklarer han. Han kan bare ikke kigge til siden eller ned – eller nogen som helst andre steder hen lige ud.

Hans hund bliver derfor også passet af andre, fordi han ikke kan så meget andet end at ligge og vente på besked om, hvorvidt nakken skal opereres.

»Nu ligger jeg bare herhjemme og venter,« lyder det fra kunstneren, der er på stærk smertestillende medicin.