Sangerinden Emmelie De Forest har været udsat for meget ubehagelig sexchikane som helt ung, siger hun til Ekstra Bladet.

Den tidligere Eurovision-vinder Emmelie De Forest er aktuel med en ny single, og i den forbindelse har hun givet interview til blandt andet Ekstra Bladet.

Her fortalte hun ikke kun om sin musikkarriere, men afslørede - i lyset af den verserende #metoo-kampagne - at hun er blevet udsat for sexchikane i branchen.

Hun fortæller, at der bliver sagt sexistiske ting, og at hun som 19-årig selv blev udsat for sexisme, da hun blev bedt om at tabe sig, selv om hun ikke var overvægtig.

»Jeg har heldigvis ikke selv været ude for noget grimt som voldtægt eller noget i den stil, men da jeg arbejdede hos en bager, kom der en dag en ind og tog bukserne af og smed sin diller op på disken,« siger hun til Ekstra Bladet.

Hun prøvede at afmontere den ubehagelige situation, men desværre uden held:

»Jeg var der helt alene, og jeg var total chokeret. Men typisk mig i sådan en situation, så begynder jeg bare at skrige af grin. Jeg håbede, at han blev flov, og jeg sagde til ham, at han hellere måtte se at få sine bukser på igen. Han tog det desværre som en invitation og blev virkelig ubehagelig,« siger sangerinden til Ekstra Bladet.

Hun fik ham ud af butikken uden yderligere, men han var nabo til butikken, og var i tiden efter meget ubehagelig over for hende. Især når hun lukkede butikken alene om aftenen, frygtede hun, at han ville overfuse hende igen. Det skete heldigvis ikke.

Emmelie De Forest er aktuel med singlen 'Sanctuary', som kan høres på din foretrukne streamingtjeneste.