Debatten om og fokuset på racediskrimination har spredt sig som ringe i vandet, siden George Floyd på brutal vis mistede livet i maj.

Også i kulturen ser man indad. Dermed også i Hollywood. Og netop her har skuespillerinden Kristen Bell truffet en beslutning. Hun har erkendt, at hun ikke har været opmærksom på sit hvide privilegium.

Men det er hun nu. Eller hun prøver i hvert fald.

Og derfor trækker hun sig fra Apple TV+-serien 'Central Park', hvor hun hidtil har lagt stemme til karakteren Molly. En ung pige af blandet race.

Selv er Kristen Bell en hvid kvinde

'At caste en hvid kvinde til en blandet race-karakter underminerer nøjagtigheden i skildringen af blandede race-personer og sorte amerikaneres oplevelser,' skriver hun på Instagram i et længere opslag på Instagram.

'Det var forkert, og vi på 'Central Park'-holdet sværger, at vi vil rette op på det,' fortsætter det.

I sit Instagram-opslag har hun desuden delt en officiel udtalelse fra folkene bag 'Central Park', hvori budskabet stort set er det samme.

'Vi beklager inderligt, hvis vi har bidraget til, at nogen har følt sig ekskluderet.'

Man oplyser desuden, at Kristen Bell vil fortsætte med at være en del af showet, men at det bliver i en anden rolle.

Rollen som Molly glæder den 39-årige skuespillerinde sig til at overdrage til en anden mere egnet person.

'Jeg er glad for at afgive rollen til en person, der kan give en mere præcis skildring. og jeg vil forpligte mig til at lære, vokse og gøre mit for ligestilling og inklusion,' skriver hun afsluttende i sit opslag.

Dermed skriver Kristen Bell sig ind i rækken af kulturpersoner, der har taget racedebatten til sig og handlet på den.

For nylig droppede en anden hvid skuespillerinde, Jenny Slate, sin rolle som karakteren Missy Foreman-Greenwald i Netflix-serien 'Big Mouth'. En karakter, der også er af blandet race.

Derudover har bandet Lady Antebellum skiftet navn til Lady A, da 'antebellum' betyder 'før krigen' og ofte bruges i forbindelse med omtale af den amerikanske borgerkrig, hvor slaveri var helt normalt.