Kristian Von Hornsleth gjorde sig tidligt bemærket med performancekunst med brændende modelfly hængende ned fra loftet, en skræmt søster og en happening til ballet på Herlufsholm, hvor bagdelene blev taget i brug.

1. Det modsatte af en curlingfar

Jeg var her lige hjemkommet fra Skotland, hvor jeg blev født, og sidder hos min far, der er professor i virussygdomme – han er i dag 86 år, en hård banan, men en god mand. Han var herlig som far, provokerende uinteresseret i vores liv- det strålede ud af ham, at vi bare skulle klare os selv. Han provokerede på en positiv måde, hvis der f.eks. blev spillet Mozart i radioen, spurgte han: Ved du , hvad det er? Jeg svarede nej og dertil sagde han: Så må du finde ud af det. Den tradition har jeg ført videre med mine børn: »Gå ind og googl’ det«. Han var det modsatte af en curlingfar. Han inspirerede mig ved altid at arbejde med det, han elskede, og det var forskning både aftener og weekender. Jeg kom med på hans arbejde, hvor han havde langvarige eksperimenter og fandt ud af ting. Han mente, jeg havde tennistalent, så vi spillede en del og bagefter, når vi sad og fik en sodavand, kunne vi næsten snakke om noget personligt. Man følte nærværet.

2. Grænsesøgende dydsmønster

Jeg husker min barndom som hyggelig, varm og tryg. Vi boede i nærmest et kæmpe kollektiv med min mor, hendes søster og hendes børn, det var en dobbeltvilla med gennemgang i kælderen, så vi seks-otte børn var over det hele. Allerede dengang kunne jeg godt li’ at prøve grænser af: Hvor højt kunne man spille, uden at højttalerne gik i stykker? Kunne man tvinge sin fætter til at spise fem skruptudser for en femmer? Eller jeg hejste nogle ned fra anden sal på kortest mulige tid. Og åh nej, snoren var ikke lang nok, så vi tabte ham. Grænsesøgende adfærd, Hvis jeg var født i Stenløse, var jeg blevet rocker, for jeg har altid været utilpasset over for enhver autoritet. I skolen var jeg dydsmønster-agtig, for jeg vidste, at kampen mod lærerne kunne jeg ikke vinde. Jeg gik på den katolske skole Sankt Josef i Ordrup, og efter vi havde sunget morgensang og bedt til Gud 200 gange, sagde jeg: »Tror I selv på det gas?«. Så blev der ringet hjem.

3. Altid excentrisk

Da jeg var 12-13 år, smuttede min far med en ny kone, og så var det meningen, jeg skulle blive traumatisk over det. Men min søster har siden sagt: »Du har altid været traumatisk«. Her havde jeg gået og bygget al min kunstneriske tvivl op på, at det var fordi, jeg blev forladt som barn. Men jeg var allerede excentrisk og eksperimenterende som barn, åbenbart. Jeg hængte 20 modelfly op i loftet i et rum, satte ild til dem, og smed min søster derind og fotograferede hende. Billedet er fra da jeg gik på Sankt Joseph Søstrenes skole i Ordrup.

4. Ubehageligt

Jeg blev ikke tvunget til at gå på kostkolen Herlufsholm, det var helt frivilligt, for jeg orkede ikke at bo hjemme i galehuset. Det var som en lejrskole i de tre gymnasieår. Ingen voksne, kun nogle lærere en gang imellem. Hvis man overholdt reglerne, var der total frihed. Sloganet var: Frygt Gud og gør ret. Der var kun drenge på skolen, derfor måtte vi søge ud, når vi skulle ha det sjovt. Jeg husker specielt en stor fest hos en af de lokale, smarte piger, der inviterede hele banden hjem i sin villa i Næstved, mens forældrene var væk. Den blev fuldstændig raseret, værre end bare mudder på gulvet, folk gik amok, der blev tegnet med tusch på væggene, kastet øl, og alt blev smadret. Det var anført af nogle meget forkælede, utilpassede, velhavende børn, som følte, de kunne gøre, hvad de ville, og så var der en masse, der hoppede med. Alle stolene fra hendes hus stod næste dag ude på gårdspladsen foran Herlufsholm. Politiet kom, og vi blev stillet på række. »Hvem havde været med til dette her?«. Ingen meldte sig. En meget inspirerende og ubehagelig oplevelse.

5. Religion er svindel

Her var jeg omkring 19 år og var gået ud af gymnasiet, Herlufsholm. Jeg lå som sædvanligt på gulvet og legede død, og man kan se, ånden stiger op som en sky – jeg ved ikke hvorfor. Når man er lidt småforkælet og keder sig, forsøger man at lave drama, når man er von Hornsleth. I huset var min mors nye mand, som var en meget behagelig, velmenende præstesøn fra Jylland. Jeg syntes, jeg hver aften ved middagsbordet skulle fortælle ham, at Gud var død. Jeg ville bare ha’ ham til at indrømme, at der ikke var noget bevis for, at der var noget deroppe. Jeg tror ikke på Allah, Gud eller Julemanden, det er svindel og bedrag, jeg tænker kun på kærligheden. Jeg var i øvrigt sent udviklet. Når jeg er i selskab med psykologer, fortæller de mig, at jeg har en hjerne som en 12-årig. Jeg prøver altid at få en gratis analyse og spørger: Kan du ikke lige dechifrere, hvorfor jeg er, som jeg er, hjælp mig. De har alle sagt, at min lidelse hedder infantilisme.

6. Perfomancekunstneren

Her lå jeg i mit hummer på Herlufsholm med stereoanlægget i baggrunden, det var nok en fredag aften, hvor man hang ud med musik. Jeg var meget tilskuer, til det absurde teater, der udspillede sig dernede, men med årene blev jeg mere performancekunstneren. I 2. g foreslog jeg, at vi alle på den årgang, for at manifestere os, skulle løbe nøgne ind på balkonen, mens 3. g’erne holdt en stor fest i salen med balkjoler. På et signal trak de bukserne ned og stak 35 røve påskrevet »3 G« ud over balkonen. Som person var jeg ikke den opsøgende gå i byen-type, jeg var i en lind strøm af umulige forhold, fordi jeg var så initiativløs. Jeg var lidt ham, der sad ovre i hjørnet og spillede bongotromme og tiltrak en type piger, som var søgende, men jeg var en alt for stor egoist til at kunne finde ud af det med parforhold.

7. Havde høje tanker om mig selv

Her var jeg på en studietur til Rom på Kapitolium som er en rest af kejser Konstantins kæmpe skulptur.Jeg gik meget op i at posere med de rigtige vinkler, fordi jeg vidste, at jeg engang ville sidde og blive interviewet, og så ville dette her billede blive vist frem. Ligesom nu. Det var tydeligt, at jeg havde meget høje tanker om mig selv, og jeg ville ikke bare være jurist, men hellere kunsthistoriker og gerne en rig kunsthistoriker. Mit første kunstværk blev til ved, at jeg købte en samling plakater med Monet og Egon Schiele i Ilva, som jeg klæbede op på et lærred og malede ovenpå, og så dolkede jeg det og ridsede hul i det med en kniv, stregede Monet over og skrev: ’Hornsleth is the new sherif in town’. Det solgte jeg med det samme.

8. Blodfattige Bowie

Jeg var altid velklædt til gallafesterne på kostskolen. Jeg prøvede at køre den anæmiske Bowiestil, men ingen kendte David Bowie dernede. Der er meget godt at sige om Herlufsholm, men en kulturel højborg, det var det ikke. Med hensyn til min karriere har jeg aldrig nogensinde haft et almindeligt job. Da jeg var arkitektstuderende, sendte jeg kuverter med informationsmateriale ud fra Teknologisk Institut, men det holdt ikke længe. Jeg tænkte dengang på Heidegger, der sagde, at »man skal dikke den vin, man selv dyrker«. Jeg ville skabe min egen virkelighed. Ligesom Lars Tvede og Amdi Petersen fra Tvind.

9. Køb en hjemløs

Her et billede af den hjemløse Darren, som er blevet solgt for 238.000 kr . Jeg har oprettet projekt ”buy a homeless”, hvor man kan byde på hjemløse, og mindstebud er 20.000 pund. På den måde privatiserer jeg hjemløseproblemet. Jeg tjener selv halvdelen – det er jo forretning, ikke velgørenhed. De hjemløse i England synes også selv, at 100.000 kr er mange penge. Man får et forgyldt billede af den hjemløse og en app, hvor man kan følge deres vej rundt i London, fordi de har en sender på armen. Der er over 100.000 hjemløse i London. Buy a homeless er en slags absurd symbolsk slavehandel, der løser af tidens absurde problemer via en absurd taktik.

10. Børnene har kejsernavne

Her er min elskede herlige familie: fra venstre min søn Adrian, 25, som læser på DTU, Holly på 11, Florian Ulysses på 6, Sine 36 og Hektor, 21, som går på filmhøjskolen. Mine børn har alle kejsernavne, for at give dem ekstra selvtillid. Kulturel adel forpligter. Mine børn synes, jeg er mere en legeonkel end en far-type. Sine fandt jeg i København, hvor hun var jetsetter og levede og åndede for at gå i byen. Jeg reddede hende ud af det københavnske natteliv.