Den barske fordrukne PET-agent Axel Steen er øjeblikkets mest populære danske krimihelt. BT har besøgt forfatteren Jesper Stein, hvis nyeste roman netop er udkommet.

I løbet af ganske få år er Axel Steen blevet det nye Mørck i dansk krimi. Godt nok sælger Jesper Steins krimier ikke så meget som Jussi Adler-Olsens. Dog har han solgt mere end 200.000. Men lige nu er den barske, alkoholiske singlefar Alex fra Nørrebro den bedst sælgende danske krimi-antihelt.

For en uges tid siden udkom femte bind, ’Papa’, i Jesper Stein Larsens serie. Den er allerede trykt i et tredje oplag. Og selvom Alex Steen og folkene omkring ham er de samme, er der også forandringer.

Steen er, som forfatteren bag, Jesper Stein, flyttet til Amager, han arbejder i PET, tilknyttet et overnationalt efterforskningsprogram med tråde i adskillige rådne miljøer verden over.

»Der var tre bøger, der foregik på Nørrebro. Det blev simpelthen for klaustrofobisk til sidst. Axel skal ud at opleve verden,« siger Jesper Stein, som BT møder på en solplet i haven i hans hus i Eberts Villaby på Amager.

Huset ligger tæt på Amagerbrogade. På et sted lidt uden for centrum i det eksklusive villakvarter, ’hvor der ikke var råd til så store haver’, som Stein siger.

Hans romaner er især berømmet for deres miljø- og personbeskrivelser fra 2200 Kbh. N., den rå tone, sine eksplicitte scener og skarpe plots. Stein er selv tidligere kriminalreporter på Jyllands-Posten og forfatter til bogen ’Man jager et bæst og møder et menneske’, som han skrev sammen med den tidligere chef for Rejseholdet Bent Isager-Nielsen.

»Jeg kunne ikke skrive mine bøger med troværdighed, hvis jeg ikke havde arbejdet som kriminal-journalist. Det har givet mig den ballast, at jeg ikke behøver researche så meget som mine kolleger, på mine bøger - men tjekker dog visse facts bagefter.«

Det er ingen hemmelighed, at de dæmoner, der plager den hærgede Axel Steen, også i større eller mindre grad har eller har haft bo i Jesper Stein. Steen – Stein. Tomat eller tomat.

»Mange forfattere siger, at de udforsker noget, de ikke ved noget om. Sådan er mine bøger altså overhovedet ikke. Jeg skriver på baggrund af oplevelser, mennesker jeg har mødt. Og hvordan man nu kradser oplevelser ind. Jeg har også traumer i mit liv. Ting, der har gjort, mig til den, jeg er. Dem har jeg brugt i Axel,« siger Jesper Stein og fortsætter:

»Jeg er selv blevet hentet på Jyllands-Posten i en ambulance, mens jeg led af galoperende dødsangst. Jeg troede, at jeg havde en hjerteinfarkt, mens halvdelen af Kgs. Nytorv stod og så på. Sådan er Axel også. Hvorfor skulle jeg skrive om sukkersyge, som jeg ikke ved noget om. Jeg har selv været alene med min datter efter en skilsmisse. Oplevet den ensomhed og sorg, der følger med,« siger Jesper Stein.

Han giver ikke meget for begrebet femikrimi, der ofte især trækkes frem af mandlige forfattere i en nedladende og nedgørende betydning som beskrivelse af de mange, især danske og svenske kvindelige krimiforfatteres romaner.

»Det er latterligt, at vi stadig skal høre på det. Sådan skriver vi andre mandlige forfattere jo også i dag. Vi skriver om personers psyke og deres hverdag. Ikke fordi vi vil kede læserne. Men fordi læserne gerne vil kende personerne, føle noget. Mærke hele mennesker, der knalder, bliver svigtet, drikker sig fulde. Vi har sex, vi drikker, vi æder. Der er nogle, der mener, at jeg skriver for meget om sex. Men jeg mener: folk har sex. Stor overraskelse,« siger Jesper Stein.

Flere undersøgelser viser, at den typiske danske krimilæser er en kvinde, der har passeret sin første ungdom. Det er efterhånden et etableret faktum.  I begyndelsen kom det bag på den 53-årige succesforfatter.

»Jeg troede egentlig, at jeg henvendte mig til midaldrende mænd, der kunne spejle sig i den udfarende, brutale Axel. Cowboydrømmen. Det viste sig, at jeg virkelig tog fejl. Når jeg er ude på biblioteker, er der 40-50 kvinder og tre mænd. De to er slæbt med af deres koner. 80 pct. er kvinder plus 50, som er lidt forelskede i Axel. Lidt tiltrukket af denne her bad boy, som samtidig tænder et Mother Theresa-gen. Kan han ikke snart få en sød pige?, bliver jeg af og til spurgt. Kommer ikke til at ske, siger han med et grin.«

Selvom Jesper Steins romaner er populære er der stadig et stykke op til de salgstal, kollega og konkurrent Jussi Adler-Olsen kan præstere. Og det har Stein det fint med. Siger han.

»Det er ikke sådan, at jeg får stress,« siger han med et skævt grin. Vist med et hint til nævnte Olsen.

»Og jeg har endnu ikke haft brug for en PA (Personal Assistent, red.) til at styre min kalender endnu. Alt er som det skal være. Mine bøger får gode anmeldelser i Frankrig, Italien, Island og Tyskland. Men det er ikke sådan, at de kører dem ud på paller. Det er kun Jussi, der oplever det. I 2-3 lande. I Tyskland kører de ham ikke alene ud på paller, der er det lastvogne. Jeg er super tilfreds. Jeg solgte 15.000 'Uro' af debuten i Tyskland. Det er jeg ovenud tilfreds med,« siger Jesper Stein, og tilføjer:

»Forretningen Jesper Stein takker primært sine danske læsere«.

Det skriver anmelderne om 'Papa':

»Der er forskel på at skrive om danske steder og forhold for indforståede danskere og så at kunne lade samme steder og forhold optræde som elementer i en historie, der skal have appel uden for landets grænser. Stein behersker den del af skrivehåndværket til fingerspidserne.

Jyllands-Posten

»’Papa’ er en virkelig god kriminalroman. Der er alenlangt mellem snapsene i dansk krimilitteratur. Det her er en af dem. Skål!«

Weekendavisen

Jesper Stein

Jesper Stein Larsen, 51, er en dansk journalist og forfatter. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 1996. Ansat på Morgenavisen Jyllands-Posten fra 1996 med politi- og retsstof som hovedområde. Siden 2005 kulturjournalist med litteratur som stofområde. I 2015 blev han fuldtidsforfatter.

Jesper Stein Larsen har skrevet biografien 'Man jager et bæst og fanger et menneske' (2008) i samarbejde med Bent Isager-Nielsen.

Debuterede som skønlitterær forfatter under navnet Jesper Stein med krimien 'Uro' i juni 2012, der er første bind i en serie på fire romaner om vicepolitikommissær Axel Steen.

'Uro' modtog Det Danske Kriminalakademis debutantpris i 2012.

Andet bind i serien om Axel Steen, 'Bye bye blackbird', udkom 18. juni 2013

'Akrash' udkom den 20. juni 2014 og modtog også overstrømmende anmeldelser.

Jesper Stein modtog i 2015 Dan Turèll Medaljen for sin krimiserie.

Fjerde bind i serien 'Aisha' udkom i november 2015.

I januar 2016 vandt Jesper Stein boghandlernes store pris De Gyldne laurbær for Aisha.

De tre første romaner er solgt til SF film.