Da forfatter Julie Hastrup forleden for tredje dag i streg måtte diskutere med sin 18-årige søn, hvorvidt det var en god idé at gå ud med vennerne midt i corona-udbruddet, tyede hun til Facebook med et opråb til andre forældre med teenagebørn.
'Overreagerer jeg? Skulle jeg lade ham tage afsted? Jeg aner det ikke. Jeg er ligeså skræmt og forvirret som alle andre, men jeg føler, at den ansvarlige beslutning er at blive hjemme,' skrev hun. Og det viser sig, at hun har ramt lige ned i en problemstilling, der er i mange hjem.
Siden er det nemlig væltet ind med tilbagemeldinger i hendes indbakke. Overvejende positive, fortæller hun.
Opslaget er desuden blevet delt mere end 600 gange, og mere end 700 har tilkendegivet deres opbakning med et like.
Forfatteren, der står bag bogserien om drabsefterforskeren Rebekka Holm, fortæller, at opslaget havde fundament i den frustration, hun følte som forælder:
En frustration over, at sønnen gerne ville ud med vennerne, der skulle mødes en seks til 10 stykker.
»Det var udmattende at diskutere, hvorvidt han skulle afsted, og vi havde det også dårligt over at være afvisende. Vi kunne jo heller ikke holde på ham. Han er 18 år. Men vi kunne sige, at vi ikke syntes, han skulle tage afsted.«
Julie Hastrup understreger, at det ikke handler om, at sønnen har svært ved at blive hjemme. Det handler om, at det er svært at stå uden for fællesskabet.
Og det forstår hun godt. Hun husker selv, hvordan det var at være ung og udødelig. Lysten til at ses med venner og kærester.
Selv er hun 52, og hun synes da også, at den aktuelle virkelighed er skræmmende.
»Vi står i en sindssyg situation, som vi ikke har været i før. Men vi må stå sammen, selvom det er hårdt og noget lort.«
Samme budskab lyder fra myndighederne: Vi skal stå sammen - hver for sig.
Derfor er opfordringen også, at danskere begrænser deres færden uden for hjemmet og kun deltager i sociale aktiviteter, såfremt det er strengt nødvendigt.
En opfordring, som man i Julie Hastrups hjem følger. Hun håber, at forældre har taget hendes opråb til sig.
Hun understreger, at det aldrig har været tanken, at nogen - hverken forældre eller unge - skulle udskammes, for alle er lige pressede over situationen.
»Hvad betyder det? Vi ved det jo ikke. Vi står midt i et skrækscenarie, synes jeg. Det er så uhyggeligt. Dér bliver man også udfordret som forælder, fordi man trods uvidenhed skal bevare ro og have førertrøjen på.«
Selvom forfatteren fortæller, at hun nu er mindre forvirret og sikker på sin beslutning, end hun var for fire dage siden, da hun lavede opslaget, mener hun fortsat, opråbet er aktuelt.
Så sent som mandag havde hun en fortvivlet veninde i røret, hvis søn ikke kunne forstå, at kæresten måtte gå ud, når han ikke måtte.
»Vi skal jo huske, at vi forældre heller ikke kender situationens fulde omfang. Men vi skal turde snakke med vores børn om det: Gå ikke ud, bliv hjemme, hold ud. Gør vi det kollektivt, vil det betyde så meget for os allesammen.«
»Og så skal vi også huske at rose de unge for at gøre det. Man er sej, når man gør noget for fællesskabet og ikke kun for sig selv.«
