Den kendte krimiforfatter Katrine Engberg er blevet gift.

Det afslører hun søndag på sin Instagram-profil, hvor hun har delt et billede af sig selv og manden Jacob Jensen i bryllupstøjet med følgende tekst:

'Tak til alle der var med til at give os vores livs lykkeligste dag. Tak for ordene, grinene, tårerne og de forbudte trin, for musikken, solskinnet og højtideligheden.'

'Tak for overbærenheden med alle følelserne, der konstant flød over, og tak for åbne hjerter. J+K 26.08.2023'.

 Katrine Engberg er blevet gift.
 Katrine Engberg er blevet gift. Bax Lindhardt

I kommentarfeltet vælter det ind med lykønskninger fra kendte venner som Christiane Schaumburg-Müller Aaxman, Sofie Lassen-Kahlke og Ibi Støving.

Samtidig har hendes mand ændret teksten på sin egen Instagram-profil, så der nu står 'Gift med Katrine Engberg'.

48-årige Katrine Engberg, der tidligere har været gift med tv-vært Timm Vladimir, som hun har en søn med, har for tiden både held i kærlighed og arbejde.

Til oktober udkommer hendes næste krimi med titlen 'De hvide nætter'.

Derudover kom det tidligere i år frem, at Peter Aalbæk og Zentropa film har købt rettighederne til at filmatisere flere af hendes bøger efter man tidligere har haft succes med filmudgaverne af Jussi Adler Olsens krimier.