Datoerne har været ætset ind i hendes sjæl. 23. og 26. februar. Først talte hun ugerne. Så blev det månederne. Så år. To datoer med tre dages mellemrum, hvor hendes verden gik itu.

»Jeg følte mig rodløs, grundløs, kærlighedsløs,« siger Sara Blædel om det dyb, hun landede i. Som hun skulle langt væk for at trække sig op af.

Det var i 2013, at den populære forfatter inden for tre dage mistede begge sine forældre. Hun var 49 år gammel. Livsfundamentet slog kæmpe sprækker. Hun havde svært ved at finde fodfæstet.

Sorgen og savnet skabte et stort tomrum i hende, som blev forstærket af, at Sara Blædel var enebarn.

»At have en far og en mor er ikke bare følelser, men også at have livsvidner. Nogle, du altid kan spørge, nogle, der kan huske, nogle, der kender ens historie, fordi de var der,« siger hun om tomrummet.

Men at Sara Blædel faktisk har mennesker, der kan fylde det tomrum op, gik for alvor op for hende, da hun skrev sin nye krimi ‘Pigen under træet’, som netop er udkommet og har venskaber som et af sine omdrejningspunkter.

»Da jeg var færdig med den, vidste jeg bare, at det her var Gittes bog,« forklarer hun om at have dedikeret bogen til sin bedste og ældste veninde.

‘Mit livsvidne’, kalder hun hende. ‘Mit fundament’.

Ungdomsbillede af Sara Blædel og veninden Gitte, som hun kalder sit 'livsvidne'.
Ungdomsbillede af Sara Blædel og veninden Gitte, som hun kalder sit 'livsvidne'. Foto: Privat
Vis mere

»Det gør mig så tryg, at jeg har en klippe som hende,« siger Sara Blædel rørt om veninden Gitte, som hun har kendt, siden hun var to et halvt år gammel.

De to har cyklet de små midtsjællandske markveje tynde. Har været på lejr- og efterskole sammen, været til halballer og hvisket og tisket om drenge. De er, mere end 50 år efter at de mødtes første gang, stadig tætte veninder.

»Gitte ved, hvordan der duftede, når min mor havde bagt boller. Ved, hvad jeg snakker om, når jeg fortæller om Lady og Tulle på marken. For hun var med,« siger Sara Blædel med taknemmelighed i stemmen.

»Når du som jeg ikke har nogen tilbage, der kender ens opvækst og baggrund, er det en kæmpe gave og tryghed at have nogen at dele ens inderste kerne med.«

»Det gik for alvor op for mig, da jeg havde skrevet bogen,« siger Sara Blædel, som med tiden har fået genskabt sit fundament og fået sorgen bearbejdet til en håndterbar størrelse.

»Sorgen har flyttet plads. Den er blevet mere end del af mig, i stedet for at den ligger hen over mig. Den er placeret et sted, hvor den ikke er altoverskyggende, hvor den ikke gør ondt.«

»Den flagrende fornemmelse af at være alene fik mig til at føle mig rodløs. Men jeg føler mig ikke flagrende længere. Jeg har ikke den uro i kroppen mere,« forklarer Sara Blædel.

Men at nå dertil krævede helt bogstaveligt, at hun rev rødderne op og vinkede farvel til alt, der var trygt.

Året efter forældrenes død blev hun skilt fra sin mand, og i sommeren 2017 flyttede hun til USA for blandt andet at færdiggøre sin ‘Ilka’-trilogi - som foregik på denne fremmede udebane - og ride med på den succesbølge, som ‘Louise Rick’-bøgerne havde banet for hende derovre.

»Det er logisk, kan man se nu. Jeg gik væk fra alt, hvad der var trygt, og skabte en verden, hvor jeg kunne lege,« forklarer Sara Blædel om eventyret i USA og smiler.

Smile kan hun nu. Men hun indrømmer, at mens hun var dér, var det mest benhårdt arbejde, når hun rejste landet tyndt fra bogmesse til bogmesse. Når hun steg ombord på et fly i snestorm og gik ud af det i stegende hede.

»Jeg blev inviteret til hele lortet,« griner Sara Blædel, som blandt andet var international æresgæst ved en stor krimikonference sammen med forfattere som Ian Rankin, Lee Childs, Karin Slaughter og Michael Connelly.

»Tænk dig, at jeg er i kreds med dem. Hvad skete der lige der?« spørger hun med en hovedrystende undren om at være lille Sara fra Hvalsø i dét selskab.

Tilmed blev hendes ‘Louise Rick’-serie solgt til det canadiske selskab Bron Studios, mens hun var der. De skal i første ombæring forvandle ‘De glemte piger’ til en tv-serie.

Sara Blædel havde for nylig møde med selskabet i New York, hvor hendes søn, Adam, nu bor og går på skuespillerskole. For sjov tog hun ham med til mødet. Til deres meget ydmyge kontorer.

»Det første vi møder, da vi træder ind, er plakaten fra ‘Joker’-filmen, som de står bag. At se Adam blive klar over, hvem det er, jeg dealer med derovre, at det er toppen af Hollywood, det blev jeg rigtig rørt over,« siger Sara Blædel.

Hun ryster på hovedet. Ryster oplevelserne på plads deroppe.

»Det er vildt surrealistisk. Men måske, fordi jeg kommer fra Hvalsø, lader jeg mig ikke rive vildt meget med. Jeg har nok stadig bare den midtsjællandske muld under fødderne.«

For knap et år siden vendte hun hjem igen. Mange erfaringer rigere. Udenpå. Og indeni.

»Det er virkelig mærkeligt, men efter jeg flyttede hjem fra USA, så er jeg landet inde i mig selv. Måske er det et fint psykologisk billede på, at man skal HELT væk, skifte alt ud for at kunne komme hjem og være sig selv igen. Det er i hvert fald det, der skete for mig. Jeg er blevet en ny version af mig.«