De fleste danskere ved, hvem Sarah Lund er. Men hun er langtfra den eneste fiktive politiassistent, hvis arbejdsliv tryllebinder os. Det nyder den danske krimiforfatter Sara Blædel godt af.

Hendes seneste kriminalroman om politiassistenten Louise Rick er blevet et af årets helt store bestsellere.

- Det er helt vildt. Det mest tilfredsstillende ved det er, at læserne kan lide det, jeg skriver, fortæller Sara Blædel om bogen, der siden udgivelsen i september er solgt i omkring 70.000 eksemplarer.

- Det er meget mere, end jeg plejer at sælge. Normalt sælger mine bøger 40-45.000 eksemplarer i 1. udgaven, tilføjer hun.

Men hun er langtfra den eneste kriminalforfatter, der for tiden ridder højt på en bølge af succes.

Kvinderne har fat
- Kriminalromaner sælger rigtig godt - det er klassiske bestsellere, siger forlagsredaktør Tina Werborg hos People's Press, der udgiver Sara Blædels bestselleroman, 'Hævnens gudinde'.

Forlagets altoverskyggende bestseller i år er dog ikke 'Hævnens gudinde', men i stedet den svenske krimidronning Camilla Läckbergs 'Tyskerungen', der er solgt i ca. 100.000 eksemplarer.

Krimigenrens succes kommer dog ikke bag på Danmarks nye krimidronning.

- Genren henvender sig til alle. Før var det mere mænd, men nu er personerne blevet mere runde. Kvinderne kan spejle sig i og identificere sig med Louise Rick, forklarer Sara Blædel.

Forlagschef hos Gads Forlag, Susanne Svendsen, er enig. Hun understreger, at det især er de kvindelige krimiforfattere, der hitter.

- Danske kvindelige forfattere kan virkelig få godt fat. Det skyldes, at de fleste bogkøbere er kvinder mellem 30 og 60 år, der læser rigtig mange bøger, siger hun.

Ifølge hende er de samtidig meget trofaste, hvis de først er blevet glade for en bestemt forfatter. Det er noget, Sara Blædel også har bemærket.

- Jeg har meget trofaste læsere, og flere og flere kommer til. Halvanden dag efter, jeg har udgivet noget, spørger folk; 'hvornår kommer det næste?'