- Jeg har aldrig oplevet, at et vidne har vinket til mig på vej hen til vidneskranken, sagde dommeren i retten i Florida og virkede ikke synderligt imponeret, da Paris på vej op til skranken sendte ham et smil og vinkede kækt.

Hilton er blevet sagsøgt af et filmselskab, der kræver et millionbeløb i erstatning, fordi de mener, at millionøsen ikke levede op til de krav, der stod i kontrakten.

Retssagen løber af stablen i Florida, USA og udspringer af, at filmselskabet bag filmen 'Pledge This' fra 2006 ikke mener, at Hilton har gjort nok for at promovere filmen, der for øvrigt floppede fælt.

Jeg gjorde, hvad jeg kunne

Hilton hævder omvendt, at hun har gjort alt, hvad hun kunne og på alle måder har levet op til kravene i kontrakten. Paris Hilton ankom til retten lørdag iført en tækkelig sort kjole og tårnhøje stilletter. Her afgav hun sin forklaring.

- Jeg har gjort alt, hvad jeg kunne for at promovere filmen. Hvis mit navn er knyttet til et produkt, så gør jeg alt, hvad jeg kan for, at det produkt skal blive en succes, sagde Paris og tilføjede, at filmens PR kunne have været håndteret mere professionelt af filmselskabet.

Sagsøgerens advokat, Michael Goldberg forklarede, at Paris Hilton ikke engang havde gidet at løfte telefonrøret for at give kortere interviews til magasiner, der ønskede at høre om filmen. Det mente kvinden -  der vel mest er kendt for ikke at være kendt for noget, dog ikke var en del af hendes job.

Havde travlt med ny film

- På det tidspunkt, hvor jeg blev bedt om at promovere filmen yderligere, var jeg allerede i fuld gang med at indspille en anden film, forklarede hun og tilføjede at hun deltog i Cannes Film festivalen for at lave PR for filmen, inden den havde officiel premiere.

Filmselskabet kræver, at Hilton betaler 40 mio. kr. i erstatning, fordi de mener, at Hiltons manglende indsats er den direkte årsag til at filmen tabte penge.

- Vi bad hende om at stille op til et - måske to, interviews efter filmens premiere, men vi fik ingen støtte fra hende overhovedet, sagde Golberg.