Statssenator i Californien Susan Rubio kræver nu, at FBI går ind i sagen om sangeren Marilyn Manson, efter at en række kvinder har valgt at stå frem med anklager om overgreb.

Det oplyser Marilyn Mansons ekskæreste og tidligere forlovede, skuespilleren og modellen Evan Rachel Wood, der mandag var den første til at fortælle om overgreb, som ifølge hende selv skulle være foregået, da hun var teenager.

Siden er mindst fire andre kvinder stået frem med deres egne historier om den 52-årige musiker, som lystrer det borgerlige navn Brian Warner.

Og det bekymrer den californiske statssenator Susan Rubio, som derfor har sendt et brev til fungerende justitsminister Monty Wilkins og FBI-direktør Christopher Wray, hvor hun beder dem gå ind i sagen.

Et brev, som Evan Rachel Wood har offentliggjort på sin Instagram-profil.

'Siden nogle af de angivelige sager om Hr. Warner er fra Californien, så er jeg særligt opmærksom. Personer, der udfører denne form for overgreb er ofte serieforbrydere. Hvis disse anklager har noget på sig, og de ikke bliver undersøgt til bunds, så svigter vi ofrene, og en mulig gerningsmand kan fortsætte med at misbruge sagesløse ofre. Det må ikke finde sted,' lyder det i brevet skrevet af Susan Rubio.

Ifølge 'Westworld'-stjernen Evan Rachel Wood, der skrev om overgrebene i et Instagram-opslag på sin profil, har Marilyn Manson forulempet hende groft i flere år, siden hun var teenager.

'Jeg blev hjernevasket og manipuleret til undertrykkelse. Jeg er færdig med at leve i frygt for repressalier, bagvaskelse og afpresning,' skrev Evan Rachel Wood, der mødte musikeren, da hun var 18, og han var 26.

Skuespiller Evan Rachel Wood.
Skuespiller Evan Rachel Wood. Chris Delmas

De dannede par fra 2006 til 2008, men fandt sammen igen og blev forlovet i 2010. Et halvt år senere sluttede forholdet endeligt.

I kølvandet på Evan Rachel Woods anklager mod Marilyn Manson er mindst fire andre kvinder stået frem med lignende anklager om seksuelle og følelsesmæssige overgreb. Ifølge kvinderne skulle musikeren have manipuleret dem og sågar holdt nogle af dem fanget mod deres vilje.

'Jeg blev misbrugt følelsesmæssigt, terroriseret og traumatiseret for livet,' skriver en af kvinderne Sarah McNeilly på Instagram og fortsætter:

'Jeg blev låst inde i et rum, når jeg havde opført mig dårligt, og blev nogle gange tvunget til at høre ham underholde andre kvinder. Jeg blev holdt væk fra visse venner, fordi han truede mig med at komme efter dem, hvis jeg ikke hørte efter.'

Musikeren Marilyn Manson ved Vanity Fairs Oscar-fest i februar sidste år.
Musikeren Marilyn Manson ved Vanity Fairs Oscar-fest i februar sidste år. DANNY MOLOSHOK

52-årige Marilyn Manson afviser selv anklagerne.

'Mit liv og min kunst har længe været en magnet for det kontroversielle, men disse påstande imod mig er nogle forfærdelige forvridninger af virkeligheden,' skriver han og på Instagram og fortsætter:

'Mine intime forhold har altid været med samtykke fra ligesindede partnere, uanset hvordan – og hvorfor – andre nu vælger at genfortælle fortiden forkert. Det er sandheden.'

I kølvandet på anklagerne har musikerens pladeselskab, Loma Vista Recordings, droppet at reklamere for hans kommende album samt at samarbejde med musikeren i fremtiden.

Derudover har to tv-stationer droppet planlagte programmer, som han skulle have deltaget i. Det drejer sig om et afsnit af gyserserien 'Creepshow' såvel som en optræden i fantasyserien 'American Gods'.