Man siger, at i nøden skal man kende sine venner. Og det ordsprog kan Anne Bech om nogen skrive under på. Tilmed med stor taknemmelighed.
»Jeg har opdaget, at jeg har langt bedre venner, end jeg selv er,« lyder erkendelsen fra den populære sundhedsekspert og kendistræner, som for knap et år siden blev ramt af kræft.
'Jeg har startet en ikke selvvalgt og hård rejse. For halvanden måned siden fik jeg den besked, alle frygter,' skrev hun på det sociale medie Instagram sidste forår. Knap 2.000 kommentarer skyllede ind over hende. Hjerte-emojis. Hænder foldet i bøn. Varme og kærlige tanker. Fra fremmede og fra venner.
»Det betyder virkelig meget. Også, at det nogle gange kommer fra helt uventede kanter,« siger Anne Bech om de overvældende reaktioner fra nær og fjern.
»Man fornemmer, at hvis folk selv har haft kræft inde på livet, så ved de, hvor forfærdeligt det er, og hvor meget opbakning betyder. Og for mig betyder den mere, end jeg nogensinde havde forventet.«
Skal 41-årige Anne Bech beskrive sig selv, indgår betegnelsen 'social' nemlig ikke i hendes ordvalg.
»Sådan har jeg været, siden jeg som ung danser ofte var på turné, hvor man var sammen hele tiden. Så når jeg kom hjem, havde jeg det helt fint med at være alene.«
»Og det har hængt ved. For gennem mit arbejde får jeg tit dækket mit behov for at være sammen med andre. Så skal jeg være ærlig, er jeg som menneske ikke særlig social,« forklarer Anne Bech.
Men sygdommen har villet det anderledes, og hun har lært ikke kun at sætte endnu mere pris på sine venner, men også at række hånden ud og bede om hjælp.
»Det er slet ikke noget problem mere,« smiler hun og fortæller, at ikke mindst tilbud om indkøb og kørsel af datteren har hun taget imod med kyshånd.
»Jo mere konkret, jo bedre,« siger hun om vennernes hjælp.
»Det er sværere, når de siger, 'du må endelig sige til, hvis der er noget, jeg kan gøre'. For det eneste, jeg tænker, er, 'kan du gøre mig rask?' Det er det eneste, du kan hjælpe mig med.«
For tiden har Anne Bech det godt. Så godt, at noget, der ligner en helt normal hverdag, udspiller sig i hjemmet i Dragør.
»Jeg har behandlingspause fra kemo, men er i hormonbehandling, for de har hormonreceptorer på den tumor, som jeg har,« forklarer hun.
Men i de perioder, hvor hun er i kemobehandling, slås alt i stykker, og hun kan intet. Dér er det en helt anden slags mental hjælp, hun har behov for.
»Billeder,« siger hun og forklarer, at ikke mindst veninden Mascha Vang har været flittig på den konto. »Så sender hun alle mulige kedelige billeder fra deres hverdag. Og når man ligger der i sengen og stort set ikke kan rejse sig, er det så fint alligevel at kunne følge lidt med på afstand.«
»De kræver ikke noget af mig, men fortæller mig, at folk tænker på mig. Og det er så fint. Mens det at skulle svare på enormt lange beskeder bare er noget, som jeg ikke kan,« forklarer Anne Bech, som under hele sit kræftforløb har været åben om, hvordan hun havde det.
Også når det var værst som under kemobehandlingen.
»Der ligner jeg døden fra Lübeck,« indrømmer Anne Bech. »Dét syn vænner jeg mig aldrig til og bliver lige overrasket, hver gang jeg kigger i spejlet og nærstuderer, om der dog ikke bare er fem vipper på vej ud,« smiler hun. Med kort hår på hovedet, med bryn og alle sin øjenvipper.
»Men sådan kan man godt bare gå rundt og se ud. Det vil jeg gerne slå et slag for.«
