Ingen tog Mimi Jakobsens symptomer alvorligt, da hun opsøgte forskellige læger med mistanke om hudkræft. Den tidligere politiker måtte selv kræve en operation, før der skete noget, skriver Ekstra Bladet i dag.

Den 62-årige generalsekretær for Red Barnet, Mimi Jakobsen, opdagede i sommers et lille sår over sin ankel.

Det mindede i første omgang om et myggestik, men hun blev hurtigt bekymret, da hun opdagede ligheden mellem symptomer på hudkræft og såret på hendes ben efter at have set et billede i en avis.

Men Mimi Jakobsens velbegrundede bekymring blev ikke just mødt med forståelse og professionalisme.

- Jeg gik straks til lægen, men fik blot at vide, at 'jeg ikke skulle se på den slags billeder'. Det var sikkert blot en stafylokok-infektion, sagde lægen og gav mig penicillin. Men det gik ikke væk. Såret ville ikke hele, siger hun til Ekstra Bladet.

Efter lang tids kamp med sundhedssystemet, hvor hun bl.a. fik af vide, at hun skulle 'vente og se tiden an', blev hun endelig opereret på Herlev Hospital.

Mimi Jakobsen skal nu til kontrol hver fjerde måned, og med tiden har hun planer om at nyde solen igen:

- For jeg vil ikke leve i skyggen resten af mit liv, vel!