For designer Ilse Jacobsen er hendes udseende en næsten lige så sikker signatur som hendes gummistøvler.
Hun er kendt for sin knold i nakken og læsebrillerne, der ofte er solidt placeret i panden. Brillerne sidder stadig på deres vante plads, men lige nu er håret kun millimeter korte stubbe.
I efteråret fik Ilse Jacobsen kræft og måtte igennem en kemobehandling, der både kostede hende håret og åd 20 kilo af hendes kampvægt.
»Mine bryster er blevet halveret, og det samme er røven. Før havde jeg store babser – folk sad altid og tænkte: 'Gad vide, om knapperne holder',« siger hun og og peger på den tredjeøverste knap i skjorten, der ikke længere er på overarbejde.
For mange kvinder kan den slags forandringer føles som en katastrofe, men Ilse Jacobsen har det anderledes:
»Hvis jeg gik op i mit udseende, havde jeg haft en kæmpe krise.«
Før kræftens invasion jokede hun gerne med sin vægt og sagde: »Der skal være lidt til de sløje tider.«
»Det må jeg sige, at jeg fik brug for. Havde jeg vejet det, jeg vejer nu, da jeg blev syg, så tror jeg ikke, at jeg havde klaret den,« siger hun alvorligt.
Efter den sidste kemokur i marts har hun netop fået en livgivende melding fra lægerne om, at hun vil blive rask.
Det hjælper på healingen, at hun aldrig har været forfængelig.
»Jeg har aldrig stået og makeuppet mig en time, inden jeg skal på arbejde, men har altid gået i hængerøv, klipklapper og bare tæer – året rundt.«
Men det betyder ikke, at hun har hilst forandringerne velkommen. Tværtimod:
»Når jeg gik forbi spejlet i badeværelset og så mig selv, blev jeg helt bange og tænkte: 'Hvad ender det her med?' Min mave vendte indad, og mine ben var som to tomme køkkenrullerør – og jeg har stadig ikke behov for en brazil-shaping,« siger hun med et højt grin.
Kemobehandlingen har kappet forbindelsen til alt hår på hendes krop.
»I begyndelsen så det ud, som om jeg havde fået spindelvæv i håret. Så røg vipperne og håret på armene og i næsen og på tissekonen – alle steder er det væk.«
Selv om lægerne på Rigshospitalet flere gange har tilbudt hende en paryk, var hun ikke i tvivl om, at det skal hun ikke nyde noget af.
»Jeg ville føle mig forkert. Jesper (Ilse Jacobsens mand, red.) siger, at jeg ligner en posedame, men jeg er fuldstændig græsk-katolsk, om jeg har hængerøv i bukserne og hår på hovedet.«
For hende er det vigtigt at acceptere tingenes tilstand:
»Det giver en kæmpe fred i sjælen.«
Som den købmand, hun er, har hun opgjort plusser og minusser:
»På plussiden tæller, at jeg nu kan passe alle kollektionsprøverne, det har jeg ikke kunnet i mange år. Minusset er, at det hele falder sammen, men det er jeg ligeglad med. Det vigtigste er, at jeg lever videre, så pyt med, at jeg har fået bingovinger, og at brysterne hænger.«
