Det er ikke tit, man får lov at se Kardashian-klanens kvinder uden filter.

Men nu har Kourtney Kardashian gjort en undtagelse.

Og det er tilsyneladende noget, hendes fans kan lide.

I hvert fald er det væltet ind med positive tilkendegivelser, siden den 42-årige realitystjerne og forretningskvinde viste numsen frem på Instagram.

En numse med appelsinhud.

'Jeg elsker, at hun har beholdt de små fordybninger! Det er så naturligt og så smukt,' lyder en af de mange kommentarer.

Billedet blev delt af Kourtney Kardashians livsstilsmedie Poosh, som en illustration til en artikel om 'syv pilates-øvelser, der giver en rundere bagdel'.

Kourtney Kardashian har flere gange fortalt, at pilates har været hendes yndlingstræningsform i corona-karantænen, men det var nu hverken øvelserne eller den rundere bagdel, der løb med opmærksomheden.

'Tak for at give styrke til den naturlige kvindekrop! Elsker det,' skriver en følger.

'Det er så dejligt at se en kendis med appelsinhud,' lyder det fra en anden.

'Jeg elsker de uredigerede billeder! Fantastisk.'

Under pandemien har Kourtney Kardashian tidligere fortalt, at hendes krop har ændret sig. Det gjorde hun for at svare på de graviditetsrygter, som begyndte at opstå i hendes kommentarfelter.

»Jeg svarede tilbage, at det her er formen på min krop. Jeg har helt sikkert taget nogle kilo på under karantænen, og jeg elsker min krop, og jeg er stolt af mine former,« fortalte hun i en YouTube-video sidste år.

»Jeg synes overhovedet ikke, jeg ser gravid ud. Vi er alle formet forskelligt, og det her er min krop, og jeg er stolt af den – og det er sådan, jeg vil svare på de negative kommentarer.«