Antallet af steder, du kan kende skuespiller Søren Pilmark fra, svarer nok nogenlunde til antallet af kvadratmeter, der findes i skuespillerens nyudbudte sommerhus på Bornholm.

I denne uge kom fritidskvadratmeterne på markedet, og af salgsmaterialet fra liebhavermæglerkæden Lilienhoff fremgår det nemlig, at ejendommen rummer ganske mange kvadratmeter, der fordeler sig med 197 bolig-styks, 112 i kælderen og et grundareal på 1,7 hektar.

Det gør sommerhuset til et af de største, der for øjeblikket er udbudt til salg på Bornholm.

Og med en pris, der lyder på 7.995.000 kroner, er huset også det dyreste, der for øjeblikket er udbudt til salg på øen. Det oplyser boligsiden Boliga.

Men så får man også et fritidsresidens på kysten mellem Svaneke og Gudhjem, der ligger på en grund med park, klipper og æblelund, og så er der også udsigt over havet.

Bornholm kalder

I årets tre første kvartaler er der indgået godt 100 sommerhushandler på Bornholm, mens den gennemsnitlige kvadratmeterpris, som tredje kvartals købere har betalt for deres nye feriebolig, lyder på lige knap 12.500 kroner.

Det er en anelse mindre end det, køberne gav i samme periode sidste år. Her lød den gennemsnitlige kvadratmeterpris på Bornholms sommerhuse nemlig næsten på 14.000 kroner.

Det er dog noget længere siden, at Pilmark-parret købte deres snart forhenværende kvadratmeter. Ifølge Tinglysningen har familien nemlig været ejer af adressen i 14 år.

Søren Pilmark har netop rundet 63 år og kan for øjeblikket opleves i Afdeling Q-filmen 'Journal 64', mens man tidligere har kunnet stifte bekendtskab med Pilmark i bl.a. 'Ørkenens sønner', som vært på 'Det Internationale Melodi Grand Prix', i spillefilmen 'Blinkende lygter' og i tv-serien 'Gøngehøvdingen'.

Se sommerhuset her.