Fredag så jeg den nye Medina-dokumentar ved en pressevisning, og jeg forlod biografen med følelsen af at have fået en mavepuster. Jeg var rørt flere gange og fik faktisk ondt af Medina.
Filmen fortæller historien om sangerindens vilde karriere, men det altoverskyggende fokus er bagsiden af berømmelsens medalje, og især hvordan det har påvirket Medina at blive dækket i pressen på godt og især ondt.
Overskrifterne har været mange og ofte grove. Rigtig grove faktisk. Skarpe rubrikker er ikke fremmede for mig, og jeg kender den tabloide maskine indefra. Alligevel blev jeg chokeret. Når man ser filmen, er man ikke i tvivl om, at hun i den grad er blevet ødelagt af mange af de ting, hun har været igennem.
Jeg glædede mig egentlig til, at vi – lidt som da dokumentaren ‘Framing Britney Spears’ udkom – skulle have en fornuftig debat om, hvordan vi taler til og om hinanden i medierne. For ja, Medina har været udsat for nogle vilde ting, som vi bør reflektere over i pressen.
Desværre savner jeg bare, at Medina også erkender et par ting og reflekterer over sin egen rolle. Casper Christensens biografi fra 2020 er et godt eksempel på, hvordan man gør den slags. Her gik han ind i alle sine egne fejlskud og skandalesager, og det gjorde samtidig, at det var så meget desto mere troværdigt, når han eksempelvis kritiserede medierne.
I dokumentarfilmen nævnes Medinas egen kokainkørsel, som hun blev dømt for i 2017, ikke med ét ord. Det er i sig selv spøjst, når man bebuder, at man nu får hele Medina i en rå og ærlig udgave.
Men hvad værre er, så har Medina både i filmen og senere i forbindelse med et interview i DR-podcasten Genstart nægtet at tage afstand fra den episode, hvor hun i 2013 rev en journalist fra Se og Hør i håret, holdt hendes hoved fast og spyttede hende i ansigtet.
»Jeg tog bare fat i hendes hår og vendte hendes ansigt mod hele ankomsthallen, og så råbte jeg bare alt, hvad jeg kunne, at folk skulle kigge på det her ansigt: 'Se, sådan ser et menneske ud, der bare ødelægger andre menneskers liv for ingenting, kig på hende!', og det var det,« forklarer Medina smågrinende i programmet.
Vært Anna Ingrisch spørger efterfølgende, om Medina fortryder handlingen. Det gør hun ikke. Og hun nægter også, at der er tale om vold.
Jeg kan egentlig godt forstå, at det er slået klik for Medina. Hun beskriver selv, hvordan hun i månedsvis havde følt sig presset af utallige historier fra ugebladet.
Men jeg kan ikke forstå, at hun i dag, ni år efter, ikke kan se, at det naturligvis aldrig er løsningen at være voldelig. En beklagelse ville kun være på sin plads – især da det har vist sig, at den journalist, Medina hev fat i, slet ikke var hende, der havde skrevet de pågældende artikler.
Vi må fastholde, at vold aldrig er løsningen, også selvom narrativet er popstjerne over for ugebladsjournalist.
Det kommer desværre til at klinge lidt hult, at man taler om overgreb fra pressen, men ikke vil fortryde det overgreb, man selv har begået. Ikke engang i sin egen film.
Når det er sagt, så tror jeg, det er vigtigt, at vi husker, at debatten ikke bliver enten eller. Man kan godt både mene, at Medina har ret i sin kritik af pressen og har uret i sin behandling af og holdning til Se og Hør-journalisten.
Jeg synes, at Medina med sin dokumentar har en stærk pointe. Her på avisen kvitterede vores anmelder med fem stjerner for en rørende og opsigtsvækkende film, trods manglen på kritiske spørgsmål. Men hvis budskabet for alvor skal batte noget, er det som regel en god idé at starte med sig selv.
