Hvis man får 5.000 sextilbud og falder i én gang, så har man været sin kæreste mindre utro, end hvis man kun havde fået tre tilbud og også var faldet i én gang.

Det mener komikeren Torben Chris, som synes, folk har været for hårde ved tv-værten Bubber.

»Alt, hvad mennesker nogensinde har gjort af gode ting, kan slettes af én handling. Så er Bubber pludselig en skurk? Hold dog kæft. Hvad har du selv lavet af lort?«

Det er Torben Chris' budskab til de mennesker, der har haft travlt med at fordømme Bubber, siden det i november kom frem, at han skulle skilles fra sin kone gennem 28 år efter at have gjort en familieveninde og tidligere barnepige til hans tre børn gravid.

Torben Chris.
Torben Chris. Foto: Andreas Beck
Vis mere

Men ifølge Torben Chris skal man tage højde for, at Bubber udsættes for mange flere fristelser end den gennemsnitlige dansker, fordi han er kendt. Det skriver han i et Instagram-opslag.

»Det er pissenemt at sidde ude på Møgelø med otte kilometer til nærmeste nabo og sige: 'Jeg er aldrig været min kone utro'. Nej, men du ser også kun andre mennesker hver tredje år,« uddyber han over for B.T.

»Bubber skifter arbejdplads, som vi andre skifter sokker, han er interessant og i centrum. Så hvis han er faldet i én gang - nu ved jeg ikke, om det er første gang - men hvis han er faldet i én gang ud af 5.000 tilbud, så er han stadig væsentligt mere tro end en eller anden gut til en julefrokost, der har fået tre tilbud og er faldet i én gang.«

Er det okay at falde i, blot fordi man har flere muligheder for at gøre det?

»Jeg siger ikke, det er okay, og det er heller ikke en hyldest, men kan vi lige blive enige om, at det er sket for mange andre end Bubber? Har du ikke en ven, hvor du ved, han har været utro, men du stadig synes, han er en flink fyr? Fordi du godt ved, der er mere til sagen end som så.«

Du fortæller mig, at vi medier har for travlt med at skrive om Bubber - men nu hvor medieomtalen faktisk er begyndt at løje af, puster du så ikke selv til ilden ved at lave et opslag om ham?

»Jeg kan bedst lide, når bølgerne lige har lagt sig. Folk skal lige rase ud og trække vejret, ellers kommer der ikke noget konstruktivt ud af det,« svarer Torben Chris.

»Og så ventede jeg også med at lave opslaget, til de to første julefrokostweekender var overstået. Der er jo en grund til, at det kommer mandag morgen. Jeg ved, der sidder en masse mennesker på arbejdet og skammer sig lige nu (over at have været utro, red.),« siger han om opslaget, der er flankeret af et billede af Torben Chris og Bubber nøgne i et badekar.

Billedet er fra programmet 'Blind tillid', som blev sendt på Kanal 5 i 2017. Men hvis nogen misforstår det og undrer sig over, at Bubber har sagt ja til at få taget et sådant billede midt i sit livs stormvejr, så er det ikke Torben Chris' ansvar, mener han.

»Det er jo også mit arbejde at være synlig og skæg på Facebook, så billedet er med, fordi det jo er et grineren billede. Hvis man som komiker altid skal tage højde for, hvad folk misforstår, så kunne jeg aldrig åbne munden.«

Nu er du jo selv kendt, så får du også mange tilbud?

»Det gider jeg sgu ikke lyve om. Det får jeg jo. Jeg kunne mærke lige med det samme, at nu skulle jeg blive bedre til at afvise piger. Førhen var det mig, der var på jagt efter dem, indtil jeg fandt min nuværende kone,« siger Torben Chris og tilføjer:

»Men jeg tror ikke, det er kendisfaktoren, der fylder så meget, som folk gør det til. Det er mere fordi, man tidligere har skudt med spredehagl, for hvad skal man egentlig sige til en pige som det første? Før skulle jeg finde på et eller andet dumt, men nu kommer pigerne lige så meget hen til mig og siger: 'Hey, det der opslag, du lavede med Bubber i et badekar, det var sgu meget grineren', og så er man allerede i snak.«

Og hvor mange gange er du så faldet i?

»Tror du, jeg ville svare ærligt på det spørgsmål, hvis jeg var?« griner Torben Chris.

»Ej, jeg kan svare ærligt og sværge på Bart Simpson, at jeg har aldrig nogensinde knaldet udenom med min kone.«