1,2 millioner kroner.

Så mange penge blev der samlet ind til Red Barnet under Comedy Aid 2018, der blev afholdt mellem jul og nytår.

Men Red Barnet har endnu ikke modtaget pengene fra komikerbureauet FBI (Funny Business Inc., red.), der står bag indsamlingsshowet. I hvert fald ikke dem alle.

Virksomheden har nemlig haft økonomiske problemer og har derfor ikke været i stand til at udbetale pengene, forklarer FBI-direktør Peter Alan Wheatley til B.T.

»FBI har haft driftsmæssige udfordringer, som har betydet, at overskuddet efter Comedy Aid 2018 desværre ikke blev udbetalt rettidigt, hvilket er beklageligt.«

Direktøren var allerede inden Comedy Aid 2018 bevidst om de økonomiske problemer, og han vidste derfor også på forhånd, at pengene ikke ville ende hos Red Barnet lige med det samme. Alligevel fik de involverede komikere først information herom i juni i år.

»Jeg vil ønske, at jeg kunne ændre min håndtering af og informationer omkring FBI’s økonomiske situation og de konsekvenser, det har fået for vores samarbejdspartnere. Informationerne skulle være kommet tidligere, det skal der ikke være tvivl om, hvilket jeg oprigtigt beklager,« forklarer Peter Alan Wheatley.

Red Barnet skal nok få pengene senest i maj 2020, lyder det dog.

Michael Schøt, der var vært på Comedy Aid 2018, er langt fra imponeret over FBI's håndtering af overskuddet fra Comedy Aid 2018.
Michael Schøt, der var vært på Comedy Aid 2018, er langt fra imponeret over FBI's håndtering af overskuddet fra Comedy Aid 2018. Foto: Niels Ahlmann Olesen
Vis mere

Der er nemlig blevet lavet en afdragsordning, hvor FBI månedligt sender 100.000 kroner i Red Barnets retning. Indtil videre har organisationen modtaget 300.000 af de 1,2 millioner kroner.

Mette Grovermann, der er sekretariatschef ved ISOBRO, Indsamlingsorganisationernes Brancheorganisation, har aldrig hørt om en lignende konstellation. Men der er intet ulovligt ved den, understreger hun.

»Red Barnet får pengene, og man kan sige, at FBI handler ansvarligt. De kunne have ladet butikken gå rabundus, men det gør de ikke, for så havde Red Barnet slet ikke fået pengene,« siger hun til B.T.

Michael Schøt, der var vært ved sidste års Comedy Aid, og som i øvrigt er ambassadør for Red Barnet, er dog overrasket over FBI's håndtering af sagen, fortæller han til DR:

»Det er dybt problematisk, at det er foregået på så amatøragtig en måde, at man tilsyneladende har smidt penge fra Comedy Aid ned i et sort hul, og så har man ikke kunnet trække dem op og betale Red Barnet de penge, de skulle have,« sagde han i radioprogrammet Kulturen på P1.

Her fortalte økonomidirektør i Red Barnet, Thomas Reidar Andersen, desuden, at organisationen var kede af situationen.

I samme ombæring lød det, at Red Barnet er taknemmelige for komikerne, der arbejder frivilligt under Comedy Aids støtte, og at organisationen nu er i dialog med FBI om at overtage ansvaret for showet.

Noget, FBI-direktør Peter Alan Wheatley bekræfter overfor B.T.

»Med det velgørende formål for øje samarbejder jeg i øjeblikket med Red Barnet om en overdragelse af Comedy Aid til dem, således at Red Barnet har muligheden for at drive Comedy Aid videre på egen hånd,« fortæller han og fortsætter:

»Det ville være synd, hvis det stoppede, når muligheden for at drive det videre nu er til stede. Jeg vil gøre mit for, at brandet kan fortsætte.«

Det velgørende komikershow er blevet afholdt hvert år siden 1993, og det har alle årene været arrangeret af FBI.

Hidtil er der blevet indsamlet mere end 20 millioner kroner til forskellige organisationer. De seneste seks år er pengene gået til Red Barnet.