Hvor er Melvin? Det minder nærmest om bogen om 'Find Holger', men ikke desto mindre er det en kommentar, som komiker Melvin Kakooza har hørt et hav af gange.

Årsagen ligger i et billede, som Melvin Kakooza torsdag har delt fra sin tid i børnehaven.

Et billede, hvor man måske ved første øjekast ikke kan få øje på Melvin Kakooza.

»Jeg havde faktisk glemt billedet, men så blev det lagt op i en facebookgruppe i 2013. Jeg har altid fået at vide, at man ikke kunne se mig, men jeg mindes faktisk ikke, at det var så slemt. Så jeg fik min mor til at sende det, og så så det sgu sådan ud,« siger Melvin Kakooza og griner højlydt.

Melvin Kakoozas billede fra børnehavetiden. Foto: Privat.
Melvin Kakoozas billede fra børnehavetiden. Foto: Privat.
Vis mere

Nede i venstre hjørne sidder Melvin Kakooza nemlig, men han kan måske være svært at få øje på. Derfor er det også et billede, som har fulgt ham så længe, han husker.

»Jamen det er jo bare et pissesjovt billede. Mine venner har altid grinet af billedet og sagt 'Hvor er Melvin?'. Det er fandme sjovt.«

Billedet er lagt midt i den debat, som har kørt siden torsdag. Her beskrev DR nemlig, at flere forældre beder skolefotografer om at redigere sine børns skolefotos. Men det er faktisk ikke på grund af debatten, at Melvin Kakooza har delt billedet.

»Det er plat (at redigere billeder, red.), men jeg har faktisk ikke den store holdning til debatten. Jeg så bare, at flere politikere havde lagt billeder op fra deres barndom. Jeg så Mette Frederiksens billede, og hun ser jo mega sød ud. Hun ligner nærmest en lille model, og så tænkte jeg 'Ja okay, så prøv at se mit'.«

Melvin Kakooza vandt i 2017 DM i Stand Up. Foto: HAUERBACH, PETER, Scanpix
Melvin Kakooza vandt i 2017 DM i Stand Up. Foto: HAUERBACH, PETER, Scanpix
Vis mere

Og efterfølgende er der også flere, som misforstået tanken bag billedet, afslører han.

»Mange har troet, at det var fordi, jeg ville sende en politisk besked i forhold til antallet af pædagoger i daginstitutionerne i dag. Det har jeg haft det sygeste grineflip over, for der er absolut intet politisk i det. Det er helt ærligt bare sjovt.«

Tilbage i tiden kunne Melvin Kakoozas forældre godt se, at billedet ikke var heldigt. Hvordan løser man så det?

Svaret var simpelt. Melvin Kakooza fik et hvidt jakkesæt på.

Sådan så Melvin ud året efter - denne gang iført hvidt jakkesæt. Foto: Privat.
Sådan så Melvin ud året efter - denne gang iført hvidt jakkesæt. Foto: Privat.
Vis mere

»Det var jo lidt en kontrast i forhold til, at jeg havde mørkt jakkesæt på. Dengang ændrede vi det med humor,« lyder det fra Melvin Kakooza.

Efter billedet publicering har Melvin Kakooza modtaget et hav af positive tilkendegivelse over billedet, hvor én person blandt andet takker ham for 'aftenens bedste og kærligste grin'.

»Det er jo det, der er så fedt. At vi kan grine sammen over sådan noget.«

Melvin Kakooza er oprindeligt fra Uganda, men flyttede i 1992 til Danmark sammen med sin familie. Siden er han slået igennem som komiker, og i 2017 vandt han DM i Stand Up.