Radio- og tidligere tv-vært Benedicte Balling døde mandag kun 43 år gammel, efter hun for to år siden fik konstateret brystkræft.
Nu er hendes kvindelige Nova-kollegaer gået til tasterne for at hylde hende.
Den triste nyhed om Benedicte Ballings skæbne blev annonceret tirsdag af hendes arbejdsgiver Bauer Media, hvor hun var vært på Radio Nova.
'Benedicte fik i 2017 konstateret brystkræft og har siden kæmpet en tapper kamp for at overleve, indtil hun sov ind mandag aften,' lød det blandt andet i pressemeddelelsen.
Nu har hendes radio-kollegaer fra Nova delt nogle rørende opslag på deres Instagram-profiler til minde om Benedicte Balling.
'Jeg forstår ikke, at du er væk.'
'Jeg er i chok, jeg har grædt, og jeg har alle dage været beæret og ydmyg over at sidde i din stol, Bene,' skriver Simone Rosenborg i hendes opslag.
Det var Simone Rosenborg, som overtog Benedicte Ballings plads foran mikrofonen, da hun sygemeldte sig for at blive behandlet for sin kræftsygdom.
Simone Rosenborg skriver også i opslaget, at da hun fik beskeden tilbage i 2017, afløste hun Benedicte Ballings formiddagstimer med den største tro om, at hun selvfølgelig nok skulle klare den.
'Jeg sender de varmeste og kærligste tanker og radiokys til himlen og véd, at du lytter med,' afslutter hun opslaget.
Ligeledes har kollegaen Signe Krarup valgt at dele et billede af sig selv sammen med Benedicte Balling i, hvad der ligner, en meget festlig situation.
'Kæreste Benedicte. Det er så ufaffeligt trist.'
'Du skulle have haft mange flere år sammen med din familie og venner. Mange flere år sammen med din NOVA-familie,' starter Signe Krarup sit opslag.
'Det er så uretfærdigt og sørgeligt. Du var den sejeste, jeg kender. Du havde et hjerte, der skinnede så stort og rummede så mange,' fortsætter hun.
'Vi har grinet, sludret, grædt, danset og festet sammen. Jeg savner dig - æret være dit minde,' afslutter hun opslaget efterfulgt af et lille hjerte.
Benedicte Balling efterlader sig ægtemanden, Philip Krag-Juel-Vind Frijs, og deres fireårige datter, Josephine.

