Torsdag morgen afslørede TV2, at kanalen må undvære en af grundpillerne i årets udgave af underholdningsprogrammet 'Vild med dans'.

77-årige Britt Bendixen står foran en stor hjerteoperation og har derfor set sig nødsaget til at melde afbud. Hun har ellers været med i samtlige de 15 foregående sæsoner.

»Jeg glæder mig til at følge parrene fra sidelinjen og ønsker både dem og mine dommerkolleger en god sæson,« siger Bendixen til TV2.

Og velviljen er i dén grad gensidig hos meddommerne gennem de mange år. Balletmesteren Nikolaj Hübbe, som har siddet ved hendes side i de seneste syv sæsoner, modtager nyheden med stort vemod.

»Jeg er meget berørt og ked af det,« siger han til B.T. torsdag formiddag.

»Programmet mister en livsnerve og et retorisk orakel. Og en underholdningsværdi uden lige, fordi hun er det livsstykke, som hun er,« siger han og tilføjer, at tabet for hendes kolleger er endnu voldsommere end det, seerne vil opleve.

»Backstage mærker vi hendes livskraft, hendes unikke elskelighed og humor. Britt går ind i folk med træsko på den mest herlige måde, og det er helt ubærligt, at hun ikke skal være med,« siger Hübbe, som har haft en glorværdig karriere som balletdanser, og nu er balletmester på Det Kongelige Teater.

Han er 'den nye dreng i klassen' i dommerpanelet, hvor de tre andre har været med lige fra starten i 2005. Men han er fuldt integreret i den homogene flok.

»Man bliver kolleger, men også gode venner, som taler om stort og småt. Vi er blevet knyttet tæt sammen, fordi vi spenderer så mange timer sammen. Vi deler en kæmpe passion i dansen, men jeg elsker også bare at være sammen med dem. Det, I ikke ser, når vi fire sidder sammen på skærmen, er, at vi rejser sammen og gør alt muligt sammen og har knyttet et bånd og et venskab, som går langt ud over bare at lave et underholdningsprogram,« siger Hübbe.

Både Anne Laxholm og Jens Werner deler hans glæde over venskaberne og vemod over at miste Britt Bendixen.

»Jeg er selvfølgelig meget ked af det og vil savne hende utrolig meget. Vi har efterhånden siddet der sammen lige under 200 gange, og vi er blevet til 'de fire musketerer'«, siger Laxholm til B.T.

Hun har ikke lyst til at fokusere på sine egne følelser, men vil hellere bruge energien på at ønske veninden alt godt.

Britt Bendixen med partneren Marianne Nyboe i 2017. (Foto: Scanpix)
Britt Bendixen med partneren Marianne Nyboe i 2017. (Foto: Scanpix) Foto: UNGER, ANTHON
Vis mere

»Med Britts positive væsen og hendes optimisme, så får man en tro på, at hvis nogen kan komme igennem det på vilje og kraft, så er det hende. Vi andre kan bare sende gode tanker og følelser til hende,« siger Anne Laxholm.

»Men det vigtigste er selvfølgelig, at hun kommer igennem det her, og at vi forhåbentlig snart får hende tilbage på fuld kraft. Hun er en stærk dame, og hun er meget savnet,« siger Laxholm.

Jens Werner tager hatten af for Britt Bendixens integritet i forbindelse med den kommende bypassoperation.

»Jeg havde ikke troet, det ville komme så vidt, at Britt måtte sige fra på grund af sit helbred. Men det kommer altid i første række, og det er fantastisk at lytte til sin egen krop. Det er enormt flot og respektfuldt, at hun melder det ud, inden vi er startet på sæsonen, så der ikke pludselig skal sadles om,« siger Jens Werner til B.T.

»Jeg kommer til at savne hende utroligt meget, vi har kendt hinanden, siden jeg var teenager. Vi har et specielt bånd, hvilket jeg tror, seerne kan se. Vi er jo kendt for at lave masser af pingpong og have en dynamik, der også kommer til udtryk ved, at der sagtens kan være uenigheder mellem os,« siger han om hjerteveninden.

»Når hun ikke er med i denne sæson, så mister programmet en person, som aldrig har været bange for at sige sin ærlige mening. Og som kan skælde ud med et smil på læben, hvilket der er meget få, som kan. Folk ser sure ud og peger fingre, når de skælder ud, men hun vil folk det bedste, og det er en unik gave,« siger Jens Werner.

Nu glæder de tre dommere sig til at finde ud af, hvem der skal overtage tjansen fra Britt Bendixen. En spørgsmål, hun selv beskæftigede sig med i marts i år, hvor hun over for B.T. luftede ideen at sige farvel til 'Vild med dans' efter denne sæson 16.

»Jeg tror, det må være sidste år, jeg siger ja. Det må have en ende. Jeg synes, det trænger til nogle friske ansigter. Nogle helt uden rynker,« sagde hun dengang.

Britt Bendixen har en søn fra et tidligere ægteskab og har siden 1995 dannet par med den 18 år yngre Marianne Nyboe. Hun er svigermor til skuespilleren Trine Dyrholm.