»Jeg er ked af det. Og jeg vil for altid være ked af det. Jeg vil dø ked af det. Jeg er så dybt forfærdet.«

Den tidligere så populære britiske tv-vært Phillip Schofield har været centrum for et massivt stormvejr, siden han blev fjernet fra skærmen og indrømmede, at han har haft et forhold til en meget yngre kollega og efterfølgende har løjet om det.

Nu har han givet sit første interview om sagen – og til The Sun fortæller han, at han er 'knust', mens han afviser alle beskyldninger om, at han skulle være en såkaldt 'groomer'.

»Det gjorde jeg ikke, jeg gjorde det ikke (groomede ham, red.),« siger den 61-årige tidligere vært på det populære 'This Morning'-program, som han stod i spidsen for i mere end 20 år.

Phillip Schofield poserer her sammen med sin tidligere medvært Holly Willoughby i 2019.
Phillip Schofield poserer her sammen med sin tidligere medvært Holly Willoughby i 2019. Foto: Grant Pollard/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Der er anklager om alle mulige ting. Det skete aldrig på den måde (et misbrug af magt, red.), fordi vi var blevet venner. Men jeg forstår selvfølgelig, at der vil falde en massiv fordømmelse, men jeg har aldrig udøvet det nogen steder.«

Grooming dækker over en proces, hvor en voksen forsøger at opbygge et tillidsforhold til et barn med henblik på at udnytte det seksuelt.

Det vakte stor opsigt og forundring, da Phillip Schofield tidligere på måneden pludselig blev fjernet fra sin rolle på 'This Morning'-programmet og desuden blev opsagt fra alle sine roller hos kanalen ITV.

Siden er det kommet frem, hvad der lå til grund for den beslutning:

Phillip Schofield mødte i 2017 den britiske prins William under en prisoverrækkelse.
Phillip Schofield mødte i 2017 den britiske prins William under en prisoverrækkelse. Foto: Andy Stenning/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Helt centralt står en affære, som den nu tidligere tv-vært har haft med en meget yngre kollega.

De to mødte angiveligt hinanden første gang, da manden var blot 15 år gammel – men Phillip Schofield har hævdet, at affæren ikke begyndte, før manden var meget ældre og havde fået arbejde på ITV.

Et job, som tv-værten skal have hjulpet ham med at få, da han var 18.

Da affæren senere blev indledt, var Schofield endnu gift med Stephanie Lowe.

De to blev skilt i 2020, efter Phillip Schofield stod frem og fortalte, at han er homoseksuel.

Samme år florerede rygterne om en affære mellem tv-værten og den yngre ansatte, der i dag er i midten af 20erne, men på det tidspunkt afviste Schofield blankt, at der skulle være noget om snakken.

Til The Sun hævder tv-værten, at han ikke løj for at beskytte sin egen karriere, men fordi den yngre kollega ikke ville have sit navn offentligt frem og ville leve sit eget liv.

Han undskylder samtidig over for den yngre mand og beklager, at han er havnet midt i det, som Schofield kalder for et 'shit show'.

»Jeg er dybt ked af det, og jeg undskylder over for ham, fordi jeg burde have vidst bedre. Jeg burde have handlet, som jeg altid har opført mig. Jeg skulle ikke have gjort det,« siger han.

I et andet interview med BBC hævder Schofield, at affæren først begyndte, da manden var 20 år og arbejdede sammen med ham på ITV.

»Han arbejdede lidt på showet, og vi blev venner. Og så en dag skete der noget, der bare ændrede det. Og det er det øjeblik, jeg ser tilbage på og fortryder så dybt,« siger han.

Også til BBC hævder han, at alt skete med samtykke og var gensidigt mellem de to.

Affæren ophørte efter noget tid, og siden har de to – ifølge Schofield – haft et venskabeligt forhold til hinanden.

Den yngre mand, som han havde affæren med, er ikke navngivet.