Da Knud Romer var med i filmen Idioterne, havde han tænkt sig at vise bagdelen for pressen
Knud Romer (f. 1960) i Falster er dansk forfatter, reklamemand og radiovært. Han har læst i litteraturvidenskab i 17 år, var reklamemand hos Kunde og Co, er ofte Smagsdommer på DR2 og nu radiovært på Romerriget på Radio24syv. Han har udgivet bøger som Din store idiot, Guide til Københavns offentlige toiletter og i 2007 romanen: Den som blinker er bange for døden. Bogen beskriver hans opvækst i Nykøbing Falster med en tysk mor og en dansk far, hvis nationalitet medførte chikane og mobning. Denne bog er udkommet på 12 sprog og solgt i snart 200.000 eksemplarer i Danmark.
Atombomben
Som dreng blev jeg kaldt atombomben, jeg var vist meget underholdende og skulle hele tiden optræde. Jeg læste bøger, spillede spansk guitar, lyttede til musik og snakkede med min mor. Vi levede for os selv på Falster, mine forældre havde ingen bekendte, mest fordi min mor var tysker – det var ikke så populært - og meget af tiden var vi i Tyskland som her på fotoet, hvor jeg sidder i jakkesæt og butterfly hos min mormor. Hun blev forbrændt under et bombeangreb i 2. Verdenskrig, og jeg elskede hende over alt – og de tyske digtere ventede på mig i hendes bogskabe.
Når jeg dør slår jeg øjnene op på Anholt
Fra min første skoledag på Byskolen på Falster i 1966, jeg havde et meget stort kræmmerhus fyldt med slik, en tysk tradition, som var usædvanlig på Falster. Jeg sejlede i mange forskellige joller - der kunne jeg være for mig selv, og vi sejlede også hver sommer til Anholt i familiens LA-krydser. Når jeg dør en dag og hvis paradis findes, så slår jeg øjnene op på Anholt, som er det smukkeste sted på jorden. Jeg kom der i 1970, og husker at der kom en uvarslet storm og en tornado på havet. Jeg var stolt af min far, som var en dygtig sejler, han rippede sejlet, så det blev meget lille, og vi klarede stormen og kom ind i havnen. Der stod folk på molen og kiggede ud på havet, hvor en tremaster gik ned. Næste dag var himlen fuldstændigt blå.
Drømte om København
Til min fødselsdag fik jeg en splinterny Puch 3-gear. På Falster kørte alle knallerter meget stærkt, de var enten hakket eller boret undtagen min. Jeg kom altid for sent til fester og kørte alene, for de andre var jo kørt fra mig, og de havde også højt styr og høj sadel a la Easy Riders. Jeg kørte rundt som en pensionist og det første sted jeg kørte hen, var til skiltet, hvor der stod: København 120 km, og der drømte jeg om at tage hen.
På interrail
18 år gammel skulle jeg afsted på interrail med nogle venner fra København og min mor havde lavet en lagkage. Hun var meget ked af, at jeg skulle afsted og græd. Jeg tog til Wien i Østrig og den by elsker jeg stadig.
Studerede i 17 år
Jeg flyttede til København og begyndte at studere litteraturvidenskab, for jeg skulle være digter. Det brugte jeg 17 år på og studerede til jeg blev 35 år. Jeg skrev aldrig konklusionen på mit speciale og havde aldrig haft et job i hele mit liv, men havde opholdt mig på det kongelige bibliotek og spist kartofler. Jeg kendte heller ikke nogen med job. Men der var en transvestit-DJ fra det københavnske undergrund, som pludselig dukkede op i jakkesæt og havde fået et arbejde i reklamebureauet Kunde & Co. Jeg spurgte ham om jeg også kunne få et job. "Hvad kan du?," spurgte han og jeg svarede: "Ingenting". "Fint så er reklamebranchen lige noget for dig." Jeg kom ind som 35-årig og med to tusinde års kulturhistorie på mine skuldre, og skrev nu tilbudsannoncer. Og jeg kom til julefrokoster, fik en lønkonto og kolleger, endelig! Det endte med at jeg kom til at lave kampagner for store danske firmaer for en halv mia. kr om året. Her fra mit kollegieværelse med min mor, hvor jeg havde dækket betonvæggene med tæpper.
Reddet fra ydmygelse
Da jeg arbejdede i toppen i reklamefirmaet Kunde og Co, ringede Lars von Trier og spurgte om jeg ville være med i en film. "Er du på stoffer," spurgte jeg. "Nej, du skal bare spille dig selv". Det var i filmen Idioterne, hvor jeg egentlig helst ville ligne mig selv med rullekrave og pibe. Men jeg skulle se ud som når jeg var på reklamebureauet med lyseblåt jakkesæt, spidse sko, lyserøde flæseskjorter og Rolex-ur. Peter Aalbæk spurgte, om jeg turde moone (det vil sige vise en bar bagdel, red) til præmieren, og jeg fortalte til frisøren om eftermiddagen, at jeg havde tænkt mig at moone på den røde løber i Cannes. Der sad en skuespiller ved siden af, som spurgte om jeg var rigtigt klog, om jeg havde storhedsvanvid og ikke var klar over hvor stor en ære, det var at gå der. Han reddede mig fra at ydmyge mig selv for resten af mit liv. Da jeg stod på trappen og kiggede ud over Middelhavet tænkte jeg: Fanden har givet mig alt, undtagen det jeg gerne vil, nemlig at skrive bøger.
Friede på Tolbod Bodega
Egentlig var det min art director på reklamebureauet, som skulle finde en kæreste, så jeg var taget i byen med ham i Vinbaren i Dronningens Tværgade - et sted uden høj musik og ikke kun med piger på omkring 20 år. Ind ad døren kom en pige med en violin over skulderen, og hun blev min kone. Hun er violinist i DRs symfoniorkester. Da jeg havde fået Andreas telefonnummer løb jeg alt, hvad jeg kunne. For hvis du møder mig, når jeg er fuld ... Det har du ikke lyst til.
Her friede jeg til hende på Toldbod bodega tre år efter. Hun var der med en veninde, men bemærkede at noget var anderledes, fordi hendes yndlingsmusikstykke blev sat på. Jeg havde inviteret alle vores venner, bekendte og familie der gemte sig i baglokalet. Jeg kastede mig på knæ og friede - ja, det var med tårer. Hun tøvede ikke med at svare ja, og det er nok eneste gang vi har svaret ja til det samme siden.
