»Fra den ene dag til den anden vågner jeg op og er blind.«
Midt i hyggen og det overraskende gode vejr på Heartland Festival hænger der anderledes tunge skyer over forfatter og radiovært Knud Romer.
Han er taget til den mondæne festival for at holde en 'talk' om, hvad der giver livet værdi på et tidspunkt, hvor han selv skal kæmpe hårdt for at finde den.
Han er ramt af grøn stær og har mistet synet på højre øje. Samtidig har han stærkt nedsat syn på venstre øje, og han vil med overvældende stor sandsynlighed ende som helt blind.
»Det går ad helvede til. Jeg tror ikke, folk er klar over, hvilket angstanfald du får. Det er hele din tilværelse, der synker i grus. Det er din fremtid, der er væk. Du er ikke selvforsørgende, og du er ikke i kontrol mere,« siger han om sygdommen, som han fik konstateret i fjor.
Den tidligere reklamemand, der senere har kastet sig over forfatterskabet - og høstet De Gyldne Laurbær - er kendt for massive skriveblokeringer, der har gjort ham meget lidt produktiv. Nu er han pisket til at skrive, mens han kan.
Han arbejder simultant på novellesamlingen 'Den svenske konges hemmelige marmeladeopskrift' og romanen 'Katastrofernes orden' - samt på sig selv, så han ikke bryder sammen.
»Sagen er, at du er nødt til at beherske angst. For hvis angsten regerer, så går du i panik. Så falder du i Nyhavn. Du skal trække vejret ned i maven og sige 'rolig nu', siger 58-årige Knud Romer.
»Jeg har altid sagt til mig selv: 'Når det står rigtig slemt til, does it add to the myth?' Det er kun for at kvæste noget positivt ud af noget lort. Se på det fra en eller anden vinkel, og sige: 'Livet er kort, og så tog vi den med'.«
Den nye vinkel på livet forklarer han, så alle - i hvert fald forældre - kan forstå det:
»Når du får børn, så vil gadebilledet pludselig forandre sig. Fra at du så lækre damer eller venner, til at folk går med barnevogn. Du ser dem først i det øjeblik, du selv går med en, for din bevidsthed er totalt selektiv. Pludselig er børnene over det hele, men du har aldrig set dem før.«
»Når du bliver blind, så ser du blinde. Der er folk med førerhunde, folk med blindestokke - og endda svagtseende. Jeg kan se dem over det hele, de vader rundt,« siger Knud Romer, der selv er far til to børn.
Hvad tror du, du kommer til at savne mest, når synet forsvinder helt?
»Det, jeg savner mest, er min sjæl. Den er blevet revet ud af mig, fordi jeg har mistet mit fodfæste på landet.«
Knud Romer har måttet opgive at beholde sit hus i Præstø, som i årevis har været hans fristed og en forbindelse til opvæksten på Falster.
»Jeg er fucking spærret inde i København. Jeg kan ikke komme ud. Jeg kan ikke komme væk. Det der med, at jeg ikke kan komme ud af min lejlighed, ud af byen, ud at sejle, ud at høre fuglene. Ud at se mælkevejen og høre stilheden ... Det er forfærdeligt,« siger han.
»Når man er hjemstavnsagtig som mig, så består hele min sjæl af piletræer, flade marker, høj himmel og en lærke. Det kan jeg sgu da ikke få i København.«
