De kørte tur på Sydsjælland, Møn og Falster. Til alle de steder, han elskede. Bøgetræerne, fuglene, havet, markerne. 'Hvor er her dog gudesmukt,' sagde hun og løb ud i græsset med bare tæer.

»Der skrev jeg simpelthen et digt til hende, da vi kom tilbage,« siger Knud Romer rørt og reciterer indledningen:

'Du gav mig sommeren på en dag. Og alle mine sommerdage er det, som du er lavet af. Du gav mig sommeren tilbage.'

Han er rørt, fordi han ikke alene har fundet kærligheden igen. Den kendte forfatter og debattør har også fundet den i én, som deler kærligheden til dét, han er rundet af.

Til den hjemstavn, der nu er reduceret til en uskarp tåge for hans eget blik.

Det er fire et halvt år siden, at Knud Romers verden brød sammen. Siden har han fundet fodfæstet og kærligheden igen.
Det er fire et halvt år siden, at Knud Romers verden brød sammen. Siden har han fundet fodfæstet og kærligheden igen. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Som du forleden kunne læse i B.T., var det i 2018, at Knud Romers verden brød sammen. Stort set samtidig med, at han fik stillet i udsigt, at han snart ville blive blind, meddelte hans kone gennem 13 år, at hun ville skilles.

»Angsten tager fuldstændig over. Hvor skal jeg bo? Hvad skal jeg gøre? Jeg bliver blind, har ingen familie, ingen kolleger. Det er fuldstændig sindssygt,« fortalte han i interviewet.

Det var året efter, at den 15-år yngre Laura Kirkegaard dukkede op i hans liv. Til Madens Folkemøde i Maribo, hvor Knud Romer var hyret til at holde foredrag.

»Jeg kan huske, at jeg slet ikke gad det,« fortæller 62-årige Knud Romer, som af princip møder verden med åbent sind og siger ja. Også når han i virkeligheden ikke gider.

»For man ved aldrig, hvad man møder. Så tag ud. Måske finder du kærligheden,« lyder hans råd.

Det er tre år siden, at Knud Romer fandt kærligheden igen. Her ses han på den røde løber med sin Laura til gallapremiere på Lars von Triers 'Riget Exodus'.
Det er tre år siden, at Knud Romer fandt kærligheden igen. Her ses han på den røde løber med sin Laura til gallapremiere på Lars von Triers 'Riget Exodus'. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Og det var altså det, han gjorde. Mødte Laura, i en halvkold lade i Maribo, hvor han trissede rundt og ledte efter noget at drikke, hun hjalp, og han kyssede hende. Og så var den ikke meget længere.

Siden har de været sammen. Omend de fortsat bor hver for sig. Han i indre København. Hun på Amager.

Og selv om det i lyset af Knud Romers svage syn kunne lyde logisk at flytte sammen, har de ingen planer om det.

»Hun skal ikke være min redningskrans,« understreger han.

Men at han er stadig er forelsket op over begge ører, lægger han ikke skjul på.

»Hun er skidesød, laver pissegod mad, er omsorgsfuld, flink, sexet, intelligent. Jeg er vild med hende.«

»Jeg har spurgt hende, hvad fanden hun vil med en gammel mand, der bliver blind, og som allerede lugter af lig. Og så svarer hun bare: 'Knud, du kan føle og tale. Jeg kan huske og se. Det er da meget godt',« fortæller han og griner.

»Vi er meget glade for hinanden.«

Digtet, han skrev til hende, endte med at blive til en sang, som Lasse og Mathilde indspillede sidste år.

»Og ved du hvad?« spørger han så. Helt barnligt begejstret.

»På Lauras fødselsdag tusser vi rundt og hører 'Giro 413'. Og hen mod slutningen siger de, 'vi kan lige nå et lytterønske mere'. Og så spiller de kraftedeme 'Du gav mig sommeren på en dag'.«