Chokket rystede hele hans fundament, og reaktionen kom omgående: 'Fuck Knud, du bliver blind'. Men i dag kan han også grine af det.
»Alting forvandler sig til overraskelser. Det bliver spændende, det er et eventyr. Jeg snubler konstant, jeg slår mig konstant. Jeg er som en elefant i en porcelænsbutik, og ved du, hvad det er? Det er til at dø af grin over,« siger Knud Romer.
Med et veltilfreds smil om munden.
Det er fire et halvt år siden, at den populære prisvindende forfatters liv fik konstateret grøn stær. Fremskreden.
Han var allerede blind på det ene øje og havde kun ti procents syn tilbage på det venstre.
En dom, der har været svær at sluge.
»I virkeligheden har jeg kun synsnerver herude, en ganske lillebitte smule, ti procent, på det yderste venstre,« siger han og peger på sit venstre øje.
Når man træder ind i herskabslejligheden i indre København fyldt med møbler, nips og bøger, giver billedet af en elefant i en porcelænsbutik mening. Men ubesværet manøvrerer han rundt, kender hver en centimeter af dét, der har været hans hjem i årtier.
Skal han beskrive, hvordan det er at se verden med hans øjne, sammenligner han det med, at man græder eller har våde øjne. En hinde, der gør, at man ikke ser klart.
»De synsnerver, der er tilbage, laver stadig et helt billede i min hjerne. Så jeg kan stadig se hele rummet,« forklarer han og fortsætter:
»Men billedet er meget tåget i kanterne, og der mangler en helvedes masse ting i det. Det er derfor, at jeg konstant går ind i ting.«
Knud Romer har lige brygget kaffe i det store spisekøkken. Talt til tre, mens han hældte mælk i.
»I går prøvede jeg at lave vafler. Men kom til at hælde piskefløden ned i æggehviden,« fortæller han og ryster på hovedet over sig selv.
»Jeg rammer jo ikke ting, kan ikke finde ting. Hvis jeg taber noget på gulvet, finder jeg det aldrig igen. Jeg har også svært ved at lave mad, for jeg kan ikke finde ud af, hvornår det er stegt.«
Så griner han.
»Jeg prøver at se nogenlunde soigneret ud, men det er pissesvært, når du ikke kan se. Så jeg går hele tiden rundt og føler mig som en ulækker gammel mand. For jeg aner ikke, hvordan fanden jeg ser ud.«
Men én ting har reddet ham. Nemlig at være »ekstremt reaktionær«.
»Jeg bliver rasende, når noget ændres. Det gør, at jeg altid har gjort det samme. Og så er det en stor fordel, at jeg har boet her i kvarteret størstedelen af mit liv, siden jeg flyttede fra Falster.«
»Når jeg går ud ad døren, kender jeg alt. Går jeg til venstre, ligger Told & Snaps, hvor jeg spiser min hønsesalat.«
»På hjørnet ligger Den Gamle Købmand. Der køber jeg min cola, min chokolade, mælk og småting, selvom det er lidt dyrt. Men jeg kan ikke finde rundt i et supermarked,« siger Knud Romer og beskriver de øvrige små listige steder, som han nogenlunde trygt kan bevæge sig til og fra.
»Her kan jeg gå selv, når det er mørkt. Så går jeg i min egen hukommelse.«
»Jeg kender folk her, og de kender mig. Og det gør, at de passer på mig.«
Hvor godt de passer på ham, har han fået mange håndgribelige beviser på.
Især husker han, hvordan han sidste år – hvor han endnu ikke havde vænnet sig til at gå langsomt – styrtede op til købmanden for at købe cola lige inden lukketid.
Og styrtede direkte ind i masten i et lyskryds.
»Boing, sagde det! Jeg slog mig ad helvede til,« beretter han med himmelvendte øjne.
»Av for helvede,« sagde han bare og styrtede videre, indtil en af kvarterets damer greb ud efter ham, fik ham bugseret hen på en stol og ringet efter ambulancen.
Blodet fossede ud. Hans pande var helt åben.
»Men det vilde er, at da jeg kom hjem efter at være blevet syet, ringede Sune fra mit forlag og ville vide, om jeg havde det bedre. 'Hvorfor ringer du til mig nu?' spurgte jeg.«
»Så viste det sig, at damen, der samlede mig op på gaden, er gift med frisøren, som barberer min forlægger en gang om året.«
»Hun havde fortalt sin mand, at jeg var kommet til skade, så han havde ringet til Sune, som ringede til mig. Er det ikke smukt?« siger han om at opleve den form for tryghed i hverdagen.
»For hvis du er alene på herrens mark, er du færdig. Jeg føler, at det er en landsby, hvor jeg er omgivet af mennesker, der tager vare på én.«
Men også uden for 'landsbyen' møder han hjælpende hænder. Gamle damer, unge fyre, der hjælper ham over vejen, samler ham op, når han falder. For det gør han tit.
»Mine børn tror, at jeg hader hunde, for jeg bliver ved med at snuble over dem og går hele tiden ind i lygtepæle og kommer på skadestuen kontant.«
»Nu er jeg begyndt at gå forsigtigt, men hold nu kæft,« griner han henne fra sofaen og ved godt, at det på nogle måder ville være en hjælp, hvis han gik med blindestok.
»Men folk opfører sig anderledes over for blinde mennesker, og jeg gider ikke blive behandlet anderledes og gå rundt og se uhyggelig ud. Jeg vil bare have lov til at være mig selv så meget som muligt.«
Selvfølgelig er der ting, Knud Romer ikke længere kan. Som han begræder. Som nu at køre bil. At læse bøger. Men skrive kan han stadig. Trods sit tågede synsfelt.
»Om det vil være døden at blive blind? Næh. Når du mister alt og bliver fucking blind, så bliver du bombet tilbage til nul. Det vil sige, at livet er fuld af overraskelser igen.«
