Jennifer Lopez' har netop frigivet et nøgenbillede af sig selv. Det er sat på forsiden af stjernens nye single 'In the Morning'.

Og det har vakt stor bekymring hos den britisk-svenske skribent 54-årige Ulrika Jonsson. Det skriver hun i The Sun.

»Jeg kan ikke tage det længere. Der er noget, som virkelig 'giver mig lange bryster,« skriver Jonsson, der næsten er jævnaldrende med J.Lo.

»Det er det konstante og vedholdende bombardement af billeder, der viser kendisser med deres intet mindre end perfekte kroppe,« lyder det videre fra klummeskribenten.

Jonsson, som især er kendt for sin rolle som tv-vært i England, viser selv uden filter, med solskader, rynker og et makeup-frit ansigt frem på Instagram.

Og især ét billede af Ulrika Jonssons solbrune, rynkede ansigt fik sidste år opmærksomhed. Klummeskribenten siger, hun brugte selfien, som en modgift til alle de manipulerede kendisbilleder.

For Ulrika Jonsson er godt klar over, at stjernerne foruden diætister, personlige kokke, trænere og makeupartister også gladeligt benytter sig af photoshop-effekter.

Noget, den midaldrende tv-kendis selv har betakket sig i årevis.

»Den her søgen efter det perfekte, tror jeg, gør seriøs skade,« lyder det i hendes klumme, hvor hun uddyber:

Arkivfoto af Ulrika Jonsson.
Arkivfoto af Ulrika Jonsson. Foto: NICOLAS ASFOURI
Vis mere

Det er slemt nok, at en gammel, indtørret tv-personlighed som mig, der tidligere har været i søgelyset, føler sig intimideret, sølle og formålsløs, men jeg er bekymret for effekten, det har på kvinder generelt, yngre som ældre, kendte og 'almindelige'.

Efter at have set både J-Los omslag til den nye single og skuespiller Jennifer Anniston i en reklame for et kosttilskud er Ulrik Jonssons selvværd gået ned, fortæller hun.

»Da jeg så det billede (af Jennifer Anniston i træningstøj, red.), var det, som om nogen tog en gigantisk nål og punkterede den sidste tilbageværende, oppustede selvtillid, som jeg har skrabet op fra gulvet gennem mine 54 år,« lyder det fra Jonsson.

I særdeleshed bekymrer tv-personligheden sig for sine to døtre på 16 og 20 år. Hun mener, de får en opvækst, hvor de via sociale medier konstant er udsat for gengivelser af det perfekte, skriver Jonsson.

Ulrika Jonsson, der er mor til fire, har af samme årsag aldrig andet end den faktiske sandhed på sin Instagram-profil.

Billeder af, hvordan man også kan se ud, når man er 54 år. Noget, som dem, der ser med, roser hende for.

Alligevel er tvivlen der ofte. Er hun god nok?

»Jeg vil ikke lyve. Usikkerheden får mig tit til at undre mig over, om jeg kan miste arbejde på grund af det (hendes udseende, red.).«