Han havde kæmpet stædigt i to et halvt år. Hevet i livets sejl for at få de sidste pust med. Men lillejuleaften slap den store eventyrer Troels Kløvedal tovværket. Han havde fået nok.
»Vi havde troet, at vi måtte overveje passiv dødshjælp på grund af hans sygdom, men han lagde sig ned og døde i løbet af ét hjerteslag, selvom hans hjerte ugen forinden havde været stærkt og sundt.«
Sådan fortæller datteren Gurli Marie Kløvedal i den nye bog ‘Hvad døden har lært mig om livet’ om dagen, hvor hendes far gav slip.
Troels Kløvedal blev i 2016 ramt af den nådesløse sygdom ALS, som langsomt men sikkert lammer kroppen. Bid for bid.
Prognosen er hård og kontant. Ifølge sundhed.dk dør de fleste inden for to år i takt med, at musklerne påvirkes, og man får sværere og sværere ved at bevæge arme og ben, tale, tygge, synke og trække vejret.
Det var dér, Troels Kløvedal var på vej hen. Derfor, at han ikke ville mere. Han krop var brudt ned. Han kunne ikke tale, gå eller spise fast føde. Han var bundet til en respirator, og al kommunikation foregik med beskeder på iPad'en.
»Jeg håber faktisk, at jeg får et hjerteslag hver aften, jeg bliver lagt i seng,« skrev han i et interview med magasinet ‘Ud & Se’ i oktober sidste år.
Men hjertet fortsatte med at slå. Indtil 23. december. To dage efter, at Troels Kløvedal havde sagt til sin kone, Else Marie, at nok var nok.
Han ventede, indtil de fire voksne børn også kunne være ved hans side.
»Når man har ALS, og det blandt andet har sat sig på vejrtrækningen, kan man få en besværet død, hvor man oplever, at man kvæles,« forklarede den ældste søn, tv-vært Mikkel Beha-Erichsen, efter faderens død og fortsatte:
»Det har selvfølgelig været en frygt, men det blev lige så fredfyldt, som han havde ønsket sig.«
Ingen af Troels Kløvedals døtre har tidligere sat ord på det store tab. Men i bogen fortæller Gurli Marie Kløvedal om sin og familiens tro på, at deres far selv traf beslutningen om, at han ville dø, og om et liv fyldt med kærlighed og eventyr.
Som de øvrige Kløvedal-børn voksede hun op med et vuggende skibsdæk under fødderne, og Gurli Marie Kløvedal var kun otte år gammel, da hun var på den første store rejse med sin far. Til hans elskede Polynesien.
Og det var et af de polynesiske ritualer, som de fem børn og Else Marie så for sig i Troels Kløvedals sidste timer: At han var sejlet ud i en kano for aldrig at vende tilbage.
Ligesom Troels Kløvedal gennem sit 75 år lange liv viste os alle, hvordan man også kunne leve livet, hvordan man kunne udleve sine drømme, ønskede han også at indvie sine børn i kunsten at dø.
»Han havde sagt, at det var vigtigt for ham at vise os, hvordan man døde godt. Det kom han til,« siger Gurli Marie Kløvedal i bogen.
