I modsætning til mange andre nybagte fædre får den kendte iværksætter Klaus Riskær Pedersen ikke ødelagt sin nattesøvn af den lille nye.

»Vi har lavet en arbejdsfordeling, hvor jeg har sagt: 'Det er dig, der er 27, det er ikke mig. Jeg står fandeme ikke op klokken lort om morgenen og skifter bleer',« siger Klaus Riskær Pedersen til Se og Hør.

Den 63-årige forretningsmand beder også sin 35 år yngre kæreste, Anna Pia Lykke Ring (som netop er fyldt 28 år), om at forlade soveværelset, når knap to måneder gamle Adam skal have natmad. For han føler sig for gammel til at blive vækket flere gange hver nat, fortæller han til B.T.

»Når Adam vågner i løbet af natten og skal skiftes eller have noget at spise, er det Annas ansvar. Til gengæld står jeg så for indkøbene og madlavningen.«

Klaus Riskær Pedersen ved godt, at hans tilgang til farrollen er kontroversiel i en tid, hvor mange fædre deltager på lige fod med mødrene i alt, hvad der hører livet som småbørnsforældre til, såsom bleskift, madning og putning - også når det kommer på tværs af nattesøvnen. Men han mener, rollefordelingen er en naturlig konsekvens af den store aldersforskel mellem ham og kæresten.

»Det er ingen hemmelighed, at Anna gerne ville have børn. Det ville være urimeligt, hvis jeg fratog hende den mulighed med henvisning til min alder,« siger Klaus Riskær Pedersen.

»På den anden side må hun jo også have forståelse for, at jeg er et andet sted i livet end hende. Man kan ikke forvente, at jeg kan være en moderne far som de 28-årige, der deltager ligeligt i alt det arbejde, der er efter at have fået en baby.«

»Det gør Anna heller ikke. Ellers havde hun vel også valgt en yngre kæreste,« fortsætter den kendte iværksætter, som i forvejen har fem børn med fire forskellige kvinder.

Denne gang har familieforøgelsen imidlertid været en helt anden oplevelse for Klaus Riskær Pedersen - fordi han selv har skruet lidt ned for blusset efter en lang karriere som iværksætter i overhalingsbanen.

»Da jeg fik mine første børn, var jeg hele tiden ude af huset på grund af mine forretninger. Nu arbejder jeg på mine projekter hjemmefra, så jeg er langt mere til stede i Adams hverdag, end jeg var i mine andre børns,« lyder det ærligt fra Riskær Pedersen.

I sit første ægteskab med Anne-Mette fik Riskær Frederik og Christian, som i dag er voksne. Siden har han fået børnene Kristoffer, Christopher og Isabelle med tre forskellige ekskærester, men boede ikke sammen med dem, da børnene kom til verden.

»Jeg har jo ikke levet med babyer i huset i 30 år, men er simpelthen blevet så overvældet og nyder at være sammen med Adam hver eneste dag. Han er en kæmpe gave for os begge,« siger han.

Kort efter at Anna Pia Lykke Ring blev gravid i slutningen af 2017, satte hun og Klaus Riskær Pedersen, der kort forinden var blevet farfar, sig ned og tog en snak om, hvordan hverdagen skulle se ud, når Adam kom til verden. En forventningsafstemning.

»Det var en god snak, hvor vi blev enige om, hvordan vi kunne fordele arbejdet imellem os, så vi udnyttede hinandens styrker og så vidt muligt undgik hinandens svagheder,« siger Klaus Riskær Pedersen.

Det mener han, er lykkedes. Og før udefrakommende dømmer ham for at overlade alt det hårde arbejde til kæresten, slår Klaus Riskær Pedersen fast:

»For det er slet ikke et tema for Anna at bruge meget tid med sin søn. Det er noget, hun selv ønsker. Derfor har hun selv valgt at holde et par år fri fra arbejdsmarkedet for at kunne være sammen med Adam,« siger han og tilføjer, at Anna selv bestemmer, hvornår hun igen vil begynde at arbejde.

Efter at have oplevet på tætteste hånd, hvor stort et arbejde det er at have en baby i huset - ikke mindst for moren - har Klaus Riskær Pedersen et godt råd til alle karrierekvinder.

»Til forskel fra os mænd kan kvinder kun få børn i en begrænset periode. Husk at få børn i tide,« siger Klaus Riskær Pedersen.

Han mener faktisk ikke, det i dagens Danmark svækker en kvindes karrieremuligheder at sætte børn i verden og prioritere samværet med dem, mens de er helt små.

»Starten på et barns liv er utrolig vigtig. Er barnet først blevet trygt efter at have fået en solid base hjemmefra, vil moren få mere ro og tid til at satse på sin karriere, når barnet er blevet lidt større,« slutter Klaus Riskær Pedersen.