Lyt til artiklen

Danmarks største forfatter, Klaus Rifbjerg, er blevet alene efter 56 års ægteskab - hans kone er blevet blind og er kommet på plejehjem.

De tre unge kvinder krydser nærmest i gåsegang gården til Gyldendals Forlags hus i Klareboderne i det indre København.

- Du ser godt ud, råber den ene af dem til forfatteren Klaus Rifbjerg, der står i porten, hvor han er ved at blive fotograferet til B.T.

- Det gør I også, svarer Klaus Rifbjerg med smil i både ansigt og stemmen.

Smil og glæde er ikke det, der har været mest af i 2011 for Danmarks mest kendte forfatter, som B.T. har mødt i anledning af, at den store digter fylder 80 år den 15. december.   

Han er blevet ufrivilligt ’skilt’ fra sit livs kærlighed, Inge, som han har været gift med i over 56 år. Han er blevet alene og bor nu i en lille lejlighed på Nørrebro i København. Tidligere i år blev han indlagt på Hvidovre Hospital med hjernerystelse efter et voldsomt styrt i en københavnsk bus. Det vender vi tilbage til. Men Klaus Rifbjerg skriver stadig.

- Det spørgsmål må du aldrig stille en forfatter, indleder Klaus Rifbjerg ellers med at svare på B.T.s allerførste spørgsmål, der drejer sig om, hvad han skriver på i øjeblikket.

Lige i det sekund frygter denne skribent et øjeblik, at det er den syleskarpe kritiker eller den ironiske debattør Klaus Rifbjerg, vi skal møde den fredag i Klareboderne.

Men fra det øjeblik vi få minutter forinden var trådt ind i det store kontor på Gyldendal har det været en lattermild, venlig og rund Rifbjerg, der har taget imod os.

Iført brune fløjlsbukser og matchende brun sweater sætter han sig for bordenden ved mødebordet, som han har valgt efter at have spurgt, hvor vi skal placere os.

Og Klaus Rifbjerg bløder lynhurtigt sit barske svar op med en anekdote om forfatteren Ernest Hemingway.

- Hemingway stod engang i en tyrefægter-arena et sted. Så gik en dansk journalist hen til ham og snakkede lidt høfligt med ham om tyrene og om hvordan det var gået, og så stillede han det dér spørgsmål ’skriver De på noget for øjeblikket’... Så gik Hemingway...det gør jeg ikke, siger Klaus Rifbjerg.

Han siger, at han skriver når han ’kan slippe af sted med det’. 15. december, på selve hans 80 års dag, udkommer en ny digtsamling ’Stederne’.

Men elles synes Rifbjerg ikke, han mangler at nå noget.

- Nej, der er ikke noget, jeg gerne vil nå. Jeg vil gerne dø, uden det gør alt for ondt.

- Tænker du på døden?

- Ja, den tror jeg ikke man kommer udenom at tænke på. Det kan man læse i rigt mål i mit forfatterskab, der er masser af død og dødstanker, siger Klaus Rifbjerg.

- Er du bange for at dø?

- Nej, men nu sidder jeg jo og er rask og rørig, så er det meget nemt at være høj i hatten og sige alt muligt. Men jeg har lagt mit pund, jeg har puttet dét i skålen, jeg skulle, og kommer der ikke mere, så kan jeg godt aflevere nøglerne og fjerpennen til den næste, der står parat.

Tidligere i år blev Klaus Rifbjerg ramt af det, der helt tydeligt er hans store sorg - han er blevet alene.

- Min kone er desværre meget syg. Hun er blevet blind, det er ikke så sjovt. Vi er ligesom blevet skilt i en høj alder, meget mod vores vilje. Det er sgu ikke sjovt. Det kan du godt forestille dig. Altså når man bogstavelig talt har været vant til at opleve verden sammen og kunne diskutere den og være en del af den, og så pludselig falder der sådan et uheld ned, siger Klaus Rifbjerg.

Smerten i hans øjne er til at se, og stemmen bliver trist og vemodig. Inge Rifbjerg har måttet flytte på plejehjem, efter hun er blevet blind, ramt af en ondartet øjensygdom.

- Det er en forbandet sygdom, som langsomt gør én blind, som man ikke kan gøre ret meget ved, og så har hun samtidig haft en hjerneblødning. Det er en meget hård sygdom. Det skal vi ikke gøre for meget ud af, for det vil hun ikke bryde sig om, siger Klaus Rifbjerg.

Han er nu flyttet til en lille lejlighed på Nørrebro med udsigt over Søerne.

Hvordan er det at være alene?

Spørgsmålet udløser en lille, tør latter.

- Det er sgu kedeligt.

Men det er også mange års samliv, som pludselig er sat på standby. Klaus og Inge Rifbjerg mødte hinanden for cirka 60 år siden.

- Når man havde ’gået med hinanden’, blev man på et tidspunkt gift, og så flyttede man sammen. Dengang var det den eneste måde, vi kunne få en lejlighed på, fortæller Klaus Rifbjerg. Han og Inge fik en halvandet værelses lejlighed i Hostrups Have, og her indledtes et usædvanlig stærkt ægteskab, der har varet i mere end 56 år. Klaus Rifbjerg påpeger, at dengang var det normalt, at man blev sammen hele livet.

Opfandt ’tosomhed’

- Det er jo usædvanligt nu, det var det ikke dengang. Jeg opfandt jo bogstaveligt talt begrebet ’tosomhed’. Men man er jo ikke så naiv, at man tror, det er brændende kærlighed i 23 år. Men der opstår en anden form for kærlighed, en solidaritet, ikke...en indforståethed, en sjælenes overensstemmelse, eller hvad du vil kalde det. Den har fungeret i vores tilfælde, fortæller Klaus Ribfjerg. Han reagerer med et lynhurtigt, skarpt svar - efterfulgt af en eftertænksom nuancering, når han beder om recepten på sådan et parforhold.

- Man opfører sig ordentligt...nej, som jeg siger, det er jo et spørgsmål om at finde en, man kan være overens med, også i åndelig sammenhæng.

Faldt i bussen

I februar i år pådrog han sig en kraftig hjernerystelse ved et grimt styrt i en bus i København.

- Jeg ville gå ned bag i bussen, men pludselig trykkede chaufføren på speederen, og vi gik fra 0 til 50 kilometer på et sekund. Jeg tog turen ned fra den højde og ramte gulvet med et enormt knald, fortæller Klaus Rifbjerg. Han mistede bevidstheden.

- Jeg vågnede op ved, at jeg sad ude på fortovet, nogen havde hjulpet mig ud. Jeg var i virkeligheden meget heldig, for der var en fantastisk fyr, der tog sig af mig. Indimellem er vi jo lige så søde og gode og omsorgsfulde, som vi burde være. Ham er jeg megen tak skyldig. Rifbjerg blev kørt til Hvidovre Hospital med noget, der formentlig var en kraftig hjernerystelse.

I sit eget rum

- Jeg tilbragte en festlig nat på Hvidovre Hospital. Der var sgu ikke stille. Der var en dame inde ved siden af, der hele tiden råbte ’hvor er min mobiltelefon’. Da hun så fik den, sagde hun bare ’hjælp’, fortæller Klaus Rifbjerg med latter i stemmen. Han er ikke sluppet fra uheldet helt uden mén.

- Når jeg skal skyde flugtskydning, når jeg er på jagt, ryger jeg på røven. Det er noget med balancen, siger han. Klaus Rifbjerg elsker at gå på jagt.

Han er også en af de forfattere, der stadig elsker sit håndværk.

- Hvis det havde været virkelig ondt at skrive, så ville jeg jo ikke have gjort det. Jeg kan godt lide at skrive. Man går ind i sit helt eget rum. Man har en form for helle. Man bestemmer alt selv, siger Rifbjerg.

Teater-reporter

Men sådan var starten ikke - han var begyndt at skrive dengang i 50’erne, hvor han var blevet gift med sit livs Inge, mens han arbejdede som instruktørassistent for det nystartede Laterna Film for en løn på ’25 øre om måneden’, som han udtrykker det.

Men Børge Outze, legendarisk chefredaktør på dagbladet Information, hyrede ham til at skrive teater-reportager for bladet.

- Jeg begyndte at skrive kritik, og så gik det lige pludselig stærkt, for der kom det her nye medie, der hed tv. Det anmeldte jeg, og i modsætning til de fleste, skrev jeg, hvad jeg mente. Det vakte en frygtelig ballade. Jeg tænkte ’nu bliver jeg fyret’. Men Outze kom og sagde ’Det er godt, det dér’, husker Klaus Rifbjerg med et latterbrøl, der genlyder i hans gamle direktør-kontor. I 1958 udkom hans debutroman ’Den Kroniske Uskyld’ - som dengang langtfra blev modtaget som det mesterværk i dansk litteratur, romanen regnes for i dag.

Kolde morgenaviser

- Det er den eneste gang i mit liv, jeg har stået på Rådhuspladsen og ventet på morgenaviser...og så kom de dér iskolde aviser, husker han. En af anmelderne, den ansete litteraturkritiker Hans Brix, Berlingske avis, skrev blandt andet om bogen: ’Dette er en ørkenvandring - uden beduiner’.

- Jeg havde det kæmpeheld at blive modtaget på den måde, at blive tilsvinet fra starten, så man vænner sig til det. Jeg tænkte ’kan du stå den distance, så...’ Jeg vidste, jeg stod til øretæver,

Klaus Rifbjerg udgav også flere banebrydende digtsamlinger i dansk litteratur i de år, men først efter at have fået udgivet flere bøger, begyndte han at se sig selv som forfatter.

Huset i Andalusien

- Der skulle jo et par bøger eller tre til, før man følte, det var en mulighed, siger han. Spørger man ham, om han har et godt tip til alle andre med forfatterdrømme, lyder det:

- At begynde oppe i venstre hjørne. Det forudsætter, at man lever et liv, men også at man læser - og sætter sig ind i verdenslitteraturen, siger Klaus Rifbjerg.

Ud over lejligheden på Nørrerbro, har Klaus Rifbjerg stadig et hus i Andalusien i Spanien.

- Det er et pragtfuldt sted, men det ligger langt ude på landet, hvor folk kun taler spansk. De fleste, der køber sådan noget, vil jo have den ene fod i Middelhavet. Det har været til salg i 100 år, men der er ingen, der vil købe det i vore dage. Hvad det skal koste? Omkring fem mio. kr. Det er på 300 kvadratmeter, og der er en 18 meter lang, opvarmet swimmingpool, og der er ørne i baghaven, fordi det ligger tæt på en bjergkæde, siger han.

Han håber, at hans kone Inge kan nå at komme med en tur til huset i Andalusien.

- Nu er det svært, fordi min kone er så medtaget, at det ikke er sikkert, hun kan komme med. Men det håber vi. Det kræver, at vi kan finde en dagsygeplejerske, siger han.