Jussi Adler-Olsen har de seneste år tjent styrtende summer på sine populære krimibøger, der sælges verden over, og igen i år præsterer den populære forfatter et millionoverskud. Jussi Adler-Olsens selskab Adlerolsen.Dep ApS har for nylig fremlagt regnskabet for 2017, der viser et overskud efter skat på seks millioner kroner. Umiddelbart er resultatet dog ikke prangende, da overskuddet for 2016 lød på tre gange mere, godt 18 millioner kroner, efter skat. Men der er faktisk en meget simpel forklaring på den store forskel, forklarer Jussi Adler-Olsen.

»Det er meget enkelt, for det er et år, hvor jeg ikke har skrevet og udgivet noget. Det er jo meget godt, der stadig kan komme så mange penge ind, selv om man ikke har lavet noget. Så jeg er bestemt glad,« siger forfatteren til BT.

Krimiforfatter Jussi Adler-Olsen arbejder i øjeblikket på sin kommende bog. Vis mere

Til oktober er der premiere på filmen ’Journal 64’, der er den fjerde filmatisering af Jussi Adler-Olsens succesfulde ’Afdeling Q’-krimiserie. Men selv om de tidligere film ved hver udgivelse har været blandt nogle af årets mest sete film, er det alligevel ikke filmene, der får pengene til at rulle ind på kontoen.

»Filmatiseringerne betyder ikke noget, ikke det mindste. Det, der betyder noget, er, at 45 lande venter på den næste bog. Det er forklaringen,« siger Jussi Adler-Olsen.

Skriver på næste bog

Og netop den næste bog er, hvad der optager forfatteren i øjeblikket. Jussi Adler-Olsens seneste bog, ’Selfies’, som er syvende bind i ’Afdeling Q’-serien, udkom i 2016, og hvis alt går vel, håber forfatteren at være færdig med sin kommende bog i løbet af året.

»Det går jo lidt langsomt, men det er der mange årsager til. Jeg har lavet så meget andet, men jeg er i fuld gang, og det er spændende at se, om jeg når det, så det kommer med til næste regnskabsår,« griner Jussi Adler-Olsen og tilføjer:

»Det kommer nok til at tage det meste af året at skrive den færdig.«

Forfatteren ønsker dog ikke at fortælle, hvad læserne kan forvente af den kommende bog.

»Jeg løfter aldrig sløret for, hvad der sker. Ikke engang over for mit eget forlag. De har haft det godt med det i 14 år, og de er bare spændte,« siger Jussi Adler-Olsen.

Krimiforfatter Jussi Adler-Olsen arbejder i øjeblikket på sin kommende bog. Vis mere

Bruger pengene på villaen

Mens skrivearbejdet står på, har den succesfulde forfatter dog også haft tid til at bruge lidt af sit millionoverskud. Årets største gave til forfatteren selv har dog hverken været en dyr luksusbåd eller bil - i stedet er pengene blevet brugt på villaen i Valby.

»Jeg har renoveret en del på vores hus i Valby. Det er de største forkælelser til mig selv, og det er meget dejligt,« siger Jussi Adler-Olsen.

»Jeg er meget taknemmelig for, at jeg kan gøre de her ting. Forkælelse for mig er daglig opgradering, og det er fantastisk,« tilføjer forfatteren.

Ud over overskuddet på seks millioner kroner i årets regnskab har Jussi Adler-Olsen en egenkapital på 88,8 millioner kroner, hvilket er en million mere end sidste års egenkapital på 87,8 millioner kroner.

Ifølge Jussi Adler-Olsens hjemmeside har forfatteren solgt 3,5 millioner bøger i Danmark og over 16 millioner bøger på verdensplan.