Den høje hyletone har været der i over to årtier. I perioder har den været så voldsom, at det har ført til en reel frygt for, at den ville overdøve hans liv. Men heldigvis har Jes Dorph-Petersen lært at leve med sin usynlige lidelse - tinnitus.
Den nu 59-årige tv-vært og journalist fortæller, at det for alvor begyndte, da han tog til en D.A.D-koncert i Pumpehuset i København for omkring 25 år siden. Her valgte han at stille sig op foran den parcelhus-store højtaler, som han selv beskriver den.
»Dagen efter koncerten kan jeg huske, at al den småstøj, der altid var i hovedet, havde fået en større styrke end tidligere, og den havde fået en pivetone som prøvebilledet i fjernsynet. Jeg tænkte, at lyden ville forsvinde efter nogle dage. Men der gik uger og måneder, og den blev ved med at være der,« siger den garvede tv-personlighed og fortsætter:
»I starten var jeg skide bange. Jeg tænkte: 'Gud, bliver det her værre?' Man er bange for, at hyletonen bliver så høj, at den bliver ulidelig. Det værste er helt klart frygten for det.«
Jes Dorph-Petersen brugte meget tid på at undersøge, hvad det var, han var ramt af. Det var en tid før internettet og søgemaskiner som Google, så han måtte tage ned på det lokale bibliotek for at blive klogere på pivetonen, der hjemsøgte hans tanker i en årrække.
»I mange år var jeg bange for, at den ville overdøve ’virkelighedens’ lyd. På den måde er det også en 'psykisk' sygdom,« siger han.
»Gennem mine 30’ere og 40’ere var jeg bange for den og nervøs for, at det ville blive så slemt, at jeg hverken kunne sove eller tale med nogen. Man skal have respekt for sin hørelse, og det er frygteligt at blive ramt på den.«
I samme periode kunne han næsten have investeret i et klippekort til ørelægen, hvor hans hørelse blev undersøgt 10-15 gange, fordi han var bekymret for den. Lægen har ad flere omgange konstateret, at han har en ringe hørelse. Af selvsamme årsag var der en lang periode, hvor han undgik at høre høj musik, han brugte ikke hovedtelefoner, når han hørte musik, og han skruede ned for lyden i sin øresnegl, når han var i studiet.
Nu har Jes Dorph-Petersen lært at leve med sin øresusen. Men han erkender, at der findes folk, som er langt værre ramt end ham.
»Jeg har talt med musikeren Henrik Strube, der har en voldsom tinnitus. Det var der, at det gik op for mig, at når man skal leve med det, så skal man lære at acceptere, at den er der. Det gør man ved ikke at være bange for den. Man siger ikke ’kan du gå væk’ til den.«
»Det interessante er, at min tinnitus ikke umiddelbart er handikappende. Den er der bare og er pisseirriterende. Det er lidt ligesom at have ondt i knæet.«
Ligesom man fra tid til anden kan døje med en tennisalbue eller et dårligt knæ, så kommer Dorph-Petersens tinnitus også fra tid til anden. I visse perioder kan det være slemt.
»Der er ingen tvivl om, at ens tinnitus bliver mere nærværende, tydeligere og forstærket, hvis man er presset og udsætter sin krop for belastninger - eksempelvis får sovet for lidt, drukket for meget eller stresser på arbejdet,« slår han fast.
Han indrømmer også, at jobbet som reporter og efterfølgende tv-vært langt fra har hjulpet på symptomerne. Det er anslået, at omkring 10 procent af den voksne del af befolkningen i en eller anden grad lider af tinnitus. Op til én procent vurderes at have så store gener af lidelsen, at den påvirker deres livskvalitet.
Selvom Jes Dorph-Petersen på ingen måde anser sig selv for at være ekspert på området, så har han alligevel et råd til folk.
»Hvis du har en hyletone i dit hoved, så er det ok. Det har alle andre formentlig også i varierende grad. Men du skal lade være med at være bange for, at den bliver værre,« siger han og lægger vægt på, at frygten kan fylde mere end selve lyden.
I dag bekymrer tinnitusen ham ikke længere, og Jes Dorph-Petersen passer ikke på samme måde på sin hørelse som før. Men hvis han skal være lidt bagklog, så havde han gjort tingene anderledes, hvis han kunne skrue tiden tilbage.
»Jeg fortryder, at jeg har været hensynsløs over for min egen indre stilhed. Jeg har været til mange koncerter eksempelvis Deep Purple og stadionkoncerter, hvor det hele har gynget som dommedag inde i hovedet på mig.«
