Da radioværten Iben Maria Zeuthen i foråret pludselig mistede en af sine bedste venner, kom hun i tvivl om, hvordan hun skulle forklare sin søn på tre år, hvorfor hendes øjne var røde.

Hun er selv - ligesom flere af sine venner og bekendte - en del af en tendens, hvor forældre i meget høj grad tilpasser sig barnets behov, forklarer hun i en klumme i Vores Børn.

Men det har ifølge hende en bagside, for der er på den måde ikke plads til at være voksen med sine børn.

Der er ikke plads til fester, for børnene må ikke se mor og far være berusede. Der er ikke plads til svingende døgnrytmer, for forældrene har fået at vide, hvor vigtig børnenes søvn er. Og der er ikke plads til reaktioner som dem, hun oplevede, da hun mistede sin ven, forklarer hun, når hun samtidig skulle smile, smøre sønnens madpakke og lege med øgler med ham.

Iben Maria Zeuthen troede, hun kunne styre sit voksenliv, så det ikke karambolerede med hendes samvær mit sønnen. Men nu, efter sorgen meldte sig i foråret, er hun kommet frem til, at hun har taget fejl.

'Jeg KAN og SKAL ikke skåne mit barn fra at se, hvad et voksenliv kan byde på. For det er ikke naturligt, og det er ikke muligt. Det vigtige er, at jeg formidler det på den rigtige måde. At jeg, med et sprog, vi selv udvikler, forklarer ham, at der er sket noget i mit liv, som jeg går og tænker på,' skriver hun i Vores Børn og fortæller, at hun kan huske, da hun selv en dag som barn kom hjem fra børnehave og så sin mor græde.

Dengang forklarede hendes forældre, at hendes mor var ked af det, fordi hendes mormor var død. Det var - skriver Iben Maria Zeuthen - ikke traumatiserende. Derfor mener hun, at hendes generation af forældre skal 'passe på med at tro, at hele livet skal foregå i Lalandia'. For børn får ifølge hende et mere 'nuanceret følelsesliv ved at følge forældrene i deres liv'.