Det har været et begivenhedsrigt år for det tidligere ægtepar Line Hoffmeyer og Lasse Rimmer.

Efter at have været fra hinanden i en længere periode kan influenceren nu fortælle på sine sociale medier, at de to danner par igen.

Det gør hun i et længere opslag på Instagram, hvor hun også reflekterer over de helbredsproblemer, hun har været gennem i løbet af året.

»Efteråret vendte op og ned på alting med et sygdomschok, jeg stadig bearbejder og venter på den fulde konklusion af. Den får jeg formentligt til april. Det har sat mit liv meget voldsomt i perspektiv, og været et stort wakeupcall,« skriver hun om den besked, hun tidligere har delt om tilstanden på det donorhjerte, hun har i kroppen.

»Desværre har de også fundet at min krop er begyndt at danne nye antistoffer mod donorhjertet, hvilket er noget værre skidt,« skrev hun i oktober om sin indlæggelse på sygehuset.

Det store 'wakeupcall' endte også med at lede hende retur til sin eksmand, Lasse Rimmer igen.

»Heldigvis nåede jeg og ham jeg elsker at finde hjem til hinanden igen, og jeg ved, at det lige her vi skal være resten af livet, hvor kort eller langt det end bliver,« skriver hun og bekræfter dermed, at de to er sammen.

Tidligere har influenceren da også delt, at de to har været ude og rejse sammen, kysset og holdt i hånd.

I en kommentar til opslaget kommenterer Lasse Rimmer også, at han er glad for, at de to er sammen igen.

»Jeg elsker dit 2022. Og ikke kun fordi jeg er taknemmelig for, hvor det bragte dig hen,« skriver tv-værten.

Lasse Rimmer og Line Hoffmeyer blev gift i 2019, men efter to års ægteskab annoncerede de, at parret var gået fra hinanden og skulle skilles.

I februar bekræftede Line Hoffmeyer, efter der havde været spekulationer om, hvorvidt forholdet til Rimmer virkelig var slut, at de nu endnu en gang prøvede lykken som par.

'Over julen blev Lasse og jeg kærester igen. Det har, for mig, været nogle modbydelige måneder uden ham omend meget sundt, lærerigt og tiltrængt for at havne det rigtige sted. Jeg er lykkeligere, end jeg har været i ufatteligt lang tid, og jeg gider aldrig nogensinde at undvære ham igen,' skrev Line Hoffmeyer til opslaget i februar.

Dette forhold holdt kun nogle få måneder, inden Hoffmeyer endnu en gang bekræftede, at forholdet var »endegyldigt forbi«.

Parret har ikke kommenteret på, om de har tænkt sig at gifte sig igen.