Den svenske supermodel Victoria Silvstedt blev i 2007 separeret fra sin mand efter syv års ægteskab. Men først nu kommer de chokerende detaljer om ægteskabet frem.

Den 43-årige storbarmede blondine åbnede for nyligt op om bruddet med den amerikanske journalist Chris Wragge på 48 år i det svenske radioprogram ‘Sommar i P1’.

»Jeg fremprovokerede skilsmissen, men beslutningen var yderst vanskelig at tage. Det tog mig tre år. Jeg var utro, og han tilgav mig altid. Men jeg kunne ikke leve med at bedrage ham. Vores separation er stadig en meget mørk periode i mit liv,« siger Victoria Silvstedt ifølge Aftonbladet.

Tidligere har modellen kun forklaret, at manglende tid sammen var årsag til skilsmissen, men har før nu ikke ønsket at gå i detaljer om bruddet.

Victoria Silvstedt afslører også, at hun og Chris Wragge gik i parterapi gennem flere år, men at de til sidst måtte indse, at de ikke kunne få forholdet på ret køl.

Tvivl om kærlighedsliv

Siden skilsmissen har der ikke været meget nyt om hendes kærlighedsliv. Ifølge Aftonbladet har der dog i flere år været rygter om, at hun dannede par med den schweiziske mangemillionær Maurice Dabbah på 55 år.

I et interview med Expressen i 2014 bekræftede modellen, at hun havde fået en ny kæreste, men hun ønskede ikke at fortælle hvem.

»Han ønsker ikke at være i medierne, og det forstår og respekterer jeg. I Frankrig sagsøger han aviser, som tager paparazzibilleder af ham, hvilket er meget godt. Nu er de stoppet med at jage os,« sagde Victoria Silvstedt dengang.

Victoria Silvstedt kom selv frem i rampelyset i 1996, da hun poserede i Playboy. Siden har hun medvirket i magasinet over flere gange. Derudover har hun haft nogle mindre roller i film, haft sit eget realityprogram og deltaget i diverse tv-programmer.