»Er den til mig?«

Således lød det angiveligt fra Olivia Wilde, da hun blev overrakt en konvolut, mens hun stod på scenen til CinemaCon og var i gang med at promovere sin nye film 'Don't Worry Darling'.

Det skriver flere udenlandske medier, herunder Page Six.

Skuespillerinden åbnede konvolutten og kiggede på indholdet, men fortsatte uden at blinke. Det på trods af, at hun slet ikke var forberedt på, hvad der ventede hende.

Olivia Wilde og Jason Sudeikis.
Olivia Wilde og Jason Sudeikis. Foto: zz/John Nacion/STAR MAX/IPx
Vis mere

I konvolutten lå nemlig en stævning fra skuespillerindens ekskæreste, Jason Sudeikis.

De har sammen to børn, og det var altså papirer vedrørende forældremyndigheden, som Olivia Wilde fik stukket i hånden.

Olivia Wilde og Jason Sudeikis brød deres forlovelse i november 2020 efter syv år som par og er i øjeblikket ved at udarbejde vilkårene for deres forældremyndighedsaftale.

Ifølge Page Six' kilde var ekskæresten ikke klar over, hvor eller hvornår Wilde ville modtage stævningen.

Og havde han haft indflydelse, ville han efter sigende »aldrig acceptere, at det skulle ske på en så upassende måde«.