De har længe været tavse, men nu erkender folkene bag det store danske awardsshow 'Guldtuben', at man må aflyse showet i år.

Prisuddelingen, der hylder de danske 'influencers', der lever af at lave sponsoreret indhold på sociale medier, har været afholdt siden 2015. Det begyndte på det mindre spillested Bremen i København, men har de sidste to år været afholdt i Royal Arena.

De sidste par måneder har fans undret sig på Facebook over, hvorfor der ikke var kommet nogen dato for årets show, og nu viser det sig, at det altså er aflyst.

»Ja, det bliver ikke til noget i år,« fortæller Jacob Ringsing Gallaus, leder af den danske afdeling af reklamefirmet Splay, der har hovedsæde i Stockholm.

Værterne ved 'Guldtuben 2018'.
Værterne ved 'Guldtuben 2018'.
Vis mere

»'Guldtuben' er et arrangement, der betyder meget for os. Vi gør vores bedste for at levere et godt show, og der har været nogle forskellige faktorer, der gør, at vi ikke syntes, vi har kunne lave det show i år, som vi synes showet og fansene fortjener.«

Jacob Ringsing Gallaus nævner af grundet sidste års fusion med produktionsselskabet Nice One, der er en del af Nordic Entertainment Group (TV3, Viaplay mm.) samt udskiftning i ledelsen.

»Vi har haft masser at se til. Så vi vil som nyt selskab gentænke showet. Vi synes, det skal blive ved med at udvikle sig, og der har vi altså vurderet, at vi ikke nåede at blive klar i år.«

I startede i 2015 på Bremen og sluttede sidste år i Royal Arena. Er det blevet for stort for hurtigt?

»Nej, det mener jeg ikke. Vi har bevidst udviklet showet sideløbende med at fanskaren er blevet større.«

Det blev ikke for dyrt afholde?

»Selvfølgelig koster det ressourcer og penge, men det har ikke været grundlaget for, at vi flytter det nu. Showet har en stor stjerne hos os, og vi fortsætter med at lave 'Guldtuben', men på de rigtige præmisser.«

I havde sidste år et underskud (Splay Ones danske 2018-regnskab viser et underskud på cirka 2,1 millioner kroner samt en egenkapital på minus syv millioner kroner, red.), har det haft noget med aflysningen at gøre?

»Det har ikke nogen betydning.«

Så I havde råd til at afholde det?

»Ja, vi havde råd til at holde showet, hvis vi ville det.«

Også i Royal Arena-størrelsen?

»Ja.«

Hvornår satser I på at kunne komme med noget nyt til næste år?

»Det kan jeg ikke sige noget på om nuværende tidspunkt.«

Der var 12.000 gæster til sidste års 'Guldtuben' i Royal Arena.

Sidste års vært var den populære 'influencer's Rasmus Brohave, der i dag er vært på TV2's talentshow 'Danmark har talent'.