De stod over for hinanden i James Bond-filmen 'Casino Royale', og nu afslører Mads Mikkelsen, at Daniel Craig havde en ganske særlig reaktion på danskerens casting som filmens skurk.

»Hvem har du kneppet for at få den rolle?«

Det var spørgsmålet, der kom ud af munden på Daniel Craig, da han stod på settet til indspilningen af sin første James Bond-film, 'Casino Royale', og røg en cigaret med Mads Mikkelsen.

Det fortæller danskeren i et interview mellem de to stjerner på Variety.

Rollen, som Daniel Craig hentydede til dengang, var som skurken Le Chiffre.

En rolle, der for alvor satte gang i Mads Mikkelsens Hollywood-gennembrud.

»Jeg var der (på filmsettet, red.), de gav mig en smoking på, og jeg skulle lave en casting, så jeg ventede og ventede. Men det var også den dag, de castede Bond-pigen, så der var total kaos,« fortæller danskeren i interviewet, inden han vender sig mod Daniel Craig.

»Du røg, så vi fik en cigaret sammen, og så kom Martin Campbell (filmens instruktør, red.) hen til mig, og han var så stresset og sagde: 'Hej, Mads, jeg beklager, jeg har ikke tid til dig, men velkommen på holdet', og så gik han, og jeg forstod ikke noget, før han kom tilbage og sagde, at jeg allerede havde fået rollen og kunne tage hjem.«

Og det var altså som reaktion på denne interaktion, at Daniel Craig skulle have taget et hiv af sin smøg og sagt de føromtalte ord og efterfølgende forklaret, at det tog ham seks casting-runder, før han sikrede sig rollen som James Bond.

Anekdoten om de tos første møde får stjernerne til at bryde ud i grin, mens Daniel Craig dårligt kan tro på, at han har været så sjov.

Siden premieren på 'Casino Royale' i 2006 har Daniel Craig optrådt som James Bond i yderligere tre film.

Planen er, at hans sidste film som James Bond, 'No Time To Die', skal på plakaten i 2021.

Det er endnu uvist, hvem der efterfølgende skal indtage rollen som skørtejægeren agent 007.