Mads Knarreborg var en travl dreng med meget andet end skolen, og da en lærer gav ham en syngende lussing, kvitterede han med at give en igen. De højere magter sørgede for, at han hele tiden mødte Josephine Andredottir, og det er der kommet noget godt ud af.
1. Opdraget frit
Dette her billede synes jeg er så godt, at jeg har det stående derhjemme, selvom jeg ikke selv er med. Det er af min far Kjeld, mor Inge-Lise og mine to søstre Ane og Tine, der i dag er henholdsvis økonomidirektør hos Schulstad og projektmanager på Novo Nordisk – der er sket meget siden dengang. Da jeg var barn, læste min far på teknikum, og min mor var lægesekretær. Familien boede mange forskellige steder, først i Odense, siden i bl.a. Jyderup nær Kalundborg og i Roskilde, hvor jeg boede i drengeårene. Jeg blev opdraget meget frit, og altid med stor støtte. Det vigtigste var, at jeg gik i gang med noget, jeg var glad for, og da jeg fortalte, at jeg ville være skuespiller, var de måske lidt bekymrede til at begynde med. Men min far sagde så, at jeg skulle sørge for at tage skuespilleruddannelsen – og det kom til at ske. Første gang jeg var på scenen, var jeg 11 år, og det var på en amatørteaterscene i Roskilde i forestillingen Fister.
2. Udklædnings-dukke
Jeg har flere billeder af mig selv som barn, hvor jeg er klædt ud, og det skyldes især, at mine storesøstre åbenbart til tider brugte mig som udklædningsdukke – de stylede mig tit til at være Jens Lyn – Flash Gordon, som var min helt store barndomshelt dengang midt i 80’erne. Jeg havde, ligesom Jens Lyn, en månepistol.
3. Grinende og glad
Jeg har forhørt mig hos mine forældre om, hvordan jeg var som barn, og de fortæller, at jeg som udgangspunkt altid var en grinende og glad dreng, som ikke var stille længe ad gangen. Der var rigtigt mange dyr i løbet af min opvækst, på et tidspunkt boede vi endda på en lille gård i Jylland, hvor min mor havde heste og får. Her stod jeg foran huset i Holbæk med min jernhandlerkasket på og vores Rottweiler Soffi, som jeg var nært knyttet til. Jeg tudede meget, da den blev aflivet. Jeg havde også en stor græsk landskildpadde, som i øvrigt stak af til Hillerød, hvor den efter en efterlysning blev fundet.
4. Slog læreren igen
Jeg havde krudt i røven i skolen, for jeg ville jo hellere ud at skate eller lave noget andet fysisk. Jeg havde heller ikke det store behov for f.eks. at være til engelsk i skolen, for det lærte jeg allerede, da jeg var omkring otte år og så tv med engelsk tale. Og så læste jeg bladet Transworld Skateboarding. Der var også drama i skolen: Jeg var jo en livlig elev og tit klassens klovn, og det var jeg også, da vores lærer, som var en forskruet kvinde, pludselig gav mig en ordentlig én på skrinet. Jeg reagerede prompte i afmagt ved at give hende én igen. Jeg var ellers aldrig en voldelig elev, jeg kunne bare godt li’ at få andre til at grine og drille. Jeg var rystet over situationen og kom straks efter på Roskilde private realskole.
5. Skater stadig
Her lavede jeg på mit skateboard en ’frontside-air’ på rampen i Valby. Som barn kørte jeg skateboard for fuld gas, jeg er nu 39, og kører stadig. For ikke så længe siden var jeg med i en oldboyskonkurrence. Det hele begyndte i Roskilde i ungdommens hus, hvor der var en rampe. Det gode ved at køre skateboard er kombinationen af den tekniske sværhedsgrad, farligheden og endorfinbelønningen.
6. Alliken ville ikke væk
Den allike, jeg har på skulderen, kom lige pludselig og satte sig på skulderen af mig, mens jeg gik rundt i haven ved vores villa i Roskilde og slog græs. Meget overraskende, det måtte min mor ha’ et billede af. Jeg fodrede den med vådt brød, og det gik efterhånden op for mig, at den ikke havde tænkt sig at flytte sig fra min skulder. Når jeg prøvede at sætte den væk, fløj den tilbage. Vi ringede til Dyreværnet og de kom heldigvis og hentede den.
7. Schweizisk mester
Da jeg var 16 år, rejste jeg til Schweiz og boede i et år, for jeg ville enten være professionel skater, zoolog eller tømrer og ikke videre i gymnasiet. Jeg var nu også sponsoreret af firmaet Vans. Dernede i det fantastiske land, med de meget gæstfrie mennesker, kom jeg til at bo hos en familie på en gård og gik på en skole, hvor jeg lærte at tale fransk og tysk og gik på et dramahold. Jeg kom hurtigt til at lære de lokale skatere at kende og var med i konkurrencer på minirampe, hvor jeg blev schweizisk mester.
8. Endte med en Anders And-bule
Da jeg var 11 år, skulle jeg første gang droppe ned i rampen, som man ser, jeg er i gang med her på billedet mange år senere. Det gik helt galt. Der er 3- 3½ meter ned, og jeg begyndte med at sætte den forreste fod så langt fremme, at jeg røg direkte ned og flækkede hjelmen. Jeg slog mig så hårdt, at jeg fik en kæmpe Anders Andbule, der bare voksede og voksede. Min søster fik besked på at holde øje med mig derhjemme, men så vidt jeg husker, besvimede hun ved synet af mig. Jeg husker ikke meget fra det øjeblik, jeg lå der i bunden af rampen, til jeg var hjemme i sengen. Efter jeg havde sundet mig, nogen tid, fandt jeg – mens jeg var pissenervøs – ud af at ’droppe’ ind rigtigt. I 1997 vandt jeg skateboardkonkurrencen Prygl i Parken i København.
9. Lavede ’Hvide løgne’ i gymnasiet
Jeg kom til at gå på Gl. Hellerup Gymnasium, der havde en dramalinje. Efter at have været i Schweiz havde jeg fået blod på tanden med hensyn til at blive skuespiller. Og jeg kom ind på skuespillerskolen i Odense i første hug efter serien ’Hvide løgne’. Jeg var 18, og det var meningen, jeg skulle bo hos mine forældre igen, men fordi min far blev direktør for Kommunekemi i Nyborg, kom jeg til at bo i en lejlighed i samme opgang som mine to søstre, det var sjovt. Min søster Ane havde set, at TV3 havde casting til en ny serie, jeg forberedte mig hjemmefra med en monolog og en sang, og fik rollen som Oliver Hald i serien. Det blev til hele 457 afsnit, og jeg kommer nok ikke uden om at snakke om den serie, selvom jeg jo har lavet 700 andre ting siden. Det var fast arbejde i halvandet år, mens jeg gik i gymnasiet og det endte med, at rektoren gav mig lov til at være selvstuderende, så jeg blev kørt fra optagelserne af en runner til eksaminerne – den ene efter den anden imellem optagelserne. Jeg fik 10,11 og 13-taller i fransk, engelsk og tysk, og det reddede mit gennemsnit, hvor jeg heldigvis ikke fik nogen karakterer under fem. Serien ’Hvide løgne’ gjorde mig verdensberømt i Danmark, og jeg fik mange søde breve, det var dengang, der var noget, der hed papir og blyant. Nogle havde fået printet deres billede og sendte en svarkuvert med. En presseperson fra TV3 bad mig af og til om at signere en stak billeder, som blev sendt tilbage - det var ret heftigt. Min selvtillid voksede, men mit selvværd dalede, for jeg var jo, når alt kom til alt, jo bare Mads fra Roskilde. Når jeg gik ud ad døren, kunne jeg ikke gå i fred i flere år. Jeg var nok ikke helt moden nok til det, og der var en årrække, hvor jeg næsten led af social angst. Jeg kunne ikke engang gemme mig bag et par solbriller, de havde den modsatte virkning.
10. Håber vi er sammen hele livet
Josephine Andredottir mødte jeg for seks år siden, og det er det længste – og mest kantslibende forhold, jeg har haft i mit liv. Jeg bliver helt bevæget, når jeg taler om det. Men jeg håber, jeg kommer til at være sammen med hende hele livet. Hun er snart færdig med sin bachelor som designer på Det Kongelige Kunstakademi. Første gang jeg mødte hende, var til et Reumertshow, hvor vi hilste på hinanden, næste gang var på golfbanen i Næstved, og der stod hun, en høj, blond pige, og svingede nogle køller. Tredje gang mødte jeg hende, smuk og sød, som hun er, på en café-bar, og vi var i byen til næste morgen klokken 11. Og vi har været sammen siden. Vi er tit i Island sammen, hvor hun har familie. Hun er som menneske oprigtig, morsom, passioneret og en sjælden gang røvirriterende. Det elsker jeg ved hende.
11. Meget taknemmlig
Jeg fik lov til at medvirke i ’The Producers’ i 2006 på Det Ny Teater, og den gjorde alverden i min karriere, da jeg fik både Reumerts Talentpris og Marguerite Vibys hæderslegat for den. Det er siden blevet til et hav af teaterroller, senest ´De 39 trin’ og ’Festen’ på Folketeatret. Ved siden af dubber jeg tegnefilm, og jeg har mange reklamespeaks, og så underviser jeg. I min tid som skuespiller har jeg aldrig været arbejdsløs, men har af og til måttet sige pænt nej tak til roller, så jeg er meget taknemmelig.
