Det vakte stor debat, da komikeren Jonatan Spang i oktober mødte op til et pressemøde på Københavns Rådhus, hvor beskæftigelses- og integrationsminister Anna Mee Allerslev (R) annoncerede sin afgang efter BTs afsløringer om blandt andet hendes bryllup på rådhuset.

Sammen med en kollega fra DR2-satireprogrammet 'Tæt på sandheden med Jonatan Spang' indfandt han sig sammen med resten af den samlede danske verdenspresse. Blot ikke for at spørge om bryllupssagen, men for at høre om hendes forhold til frysemad samt spørge om hvad der var hendes yndlings-tv-serie.

Sidstnævnte var en reference til en omdiskuteret video, som Anna Mee Allerslev kort forinden havde lagt på Facebook. Her spørger en partifælle hende  blandt andet om frysemad, dåsemajs og tv-serier.

»Uh. Hvad var det, jeg sagde? Var det ikke et eller andet nørdet som ’West Wing’. Det tror jeg, jeg får rigtig meget tid til nu, og det glæder jeg mig til,« lød det overskudsagtige svar på tv-serie-spørgsmålet fra Anna Mee Allerslev.

Den uortodokse fremgangsmetode påvirkede tilsyneladende ikke den afgående borgmester synderligt. Men kritikken væltede ned over den kendte komiker fra blandt andet Berlingskes politiske redaktør Kasper Kildegaard, politisk kommentator Jarl Cordua og kulturminister Mette Bock (LA).

»Det er altså langt, langt ude, at man kan tillade sig det,« sagde ministeren blandt andet.

Det havde Jonatan Spang ikke set komme, fortæller han i et interview med DR.

»Det kom helt bag på mig, at folk reagerede på den måde. Jeg tænkte, om jeg havde gjort noget, der var helt forfærdeligt. Der var jo ingen hverken under eller efter pressemødet, der havde sagt ’hey, prøv lige at slappe af’, eller som havde kigget mærkeligt,« siger Jonatan Spang.

Jonatan Spang sagde dengang til BT, at folk 'må selv om, hvis de synes, det er for meget'.

»Vi tog med på et pressemøde, der var åbent for alle. Jeg kan godt se nu, at Jarl Cordua har misforstået lidt, hvad satire går ud på. Det tager jeg nu med ophøjet ro,« sagde han dengang.

Reaktionen fra Mette Bock kalder han i dag for 'utidig'. Hverken hende eller de andre kritikere havde set programmet, da de gik ud med kritikken. Og han fortryder 'ikke noget', fastslår han.

Anna Mee Allerslev skrev i øvrigt efterfølgende på Twitter, at hun ikke var blevet fornæmet over de lidt aparte spørgsmål.

'Efter 2 måneder i mediemøllen, er spørgsmål om frysemad en ret lille ting. Held og lykke med programmet', skrev hun.