Det er om at nyde sangerens musik, så længe det varer.

Lørdag afslørede Ed Sheeran, at han er blevet forlovet, men det er ikke den eneste nyhed, som hitsangeren er kommet med i denne uge.

For den 26-årige sanger afslører i en chat hos Daily Star, at den dag han får børn, er det slut med musikken.

»Min ambition er at gå i nul, når jeg får børn. Jeg kommer til at have det sådan at 'jeg er lidt ligeglad nu (med musikken, red.), for jeg har et andet liv at tage mig af,« skrev Ed Sheeran i chatten.

Og Ed Sheeran begrunder det med, at han gerne vil være den bedst mulige far for sine børn, når den tid kommer. Ifølge Daily Star har Ed Sheeran fortalt, at han ønsker at få det første barn, inden han fylder 30 år.

Derudover fortæller han, at hans passion for at optræde allerede er dalet en smule, som følge af at han allerede har oplevet så meget succes.

Også på privatfronten går det godt for sangeren, der har hittet med numre som 'Perfect', 'Castle on the hill', 'Shape of you' og 'I see fire'.

Lørdag offentliggjorde han på sin Instagram-profil, at han er blevet forlovet med Cherry Seaborn, som han har kendt siden gymnasiet.

'Jeg fik mig en forlovet lige før nytår. Vi er meget glade og forelskede og vores katte er også begejstrede,' lød det fra sangeren.