Journalist Simon Riedel stiller hver uge kendte danskere spørgsmål, der går helt tæt på og får dem til at overveje sig selv og deres liv. Vi kalder det 'ERKENDELSE - helt ind til tanker og følelser'. I denne uge med Jackie Lee Navarro som er aktuel i TV3-serien Forsidefruer.



Når jeg keder mig ... skynder jeg mig hurtigt videre, for jeg har et sjovt og spændende liv. Da jeg i en periode boede i Aalborg – jeg er født i København - og var kæreste med en ishockeyspiller, blev det ensformigt. Jomfru Ane Gade er jo sjov i begyndelsen, når man er 16-17 år og fik lov til at komme ind på klubberne, men senere begyndte jeg at kede mig, og så flyttede jeg tilbage til København

Hvis jeg googler mig selv ... bliver jeg forbavset over, hvor mange useriøse og usande ting der er skrevet om mig. Der er mange kvinder, der skriver om mine bryster og størrelsen på implantater og profiler. Og i interview med mig står der ’tihi’ i slutningen af sætninger, og sådan taler jeg altså ikke. Jeg ved ikke, hvorfor folk går så meget op i emnet silikonebryster, men jeg kan da fortælle, at jeg har hjulpet flere kvinder, der har skrevet til mig for at høre, hvad der er godt og skidt ved at få løftet bryster og gjort dem større, som jeg jo fik. Jeg står altid til rådighed for at hjælpe andre. Det er jo et meget ømt emne.

Jeg synes ikke, det er en fordel ... at have store bryster, det er ikke smart, det er en ulempe. Da jeg havde fået lavet implantater i USA, havde jeg rigtig svært ved at finde tøj bagefter, og jeg kunne ikke ligge på maven og sove. De var hele tiden i vejen. Nogle gange havde jeg ikke rigtig styr på dem. Hvis jeg sad ved et bord og skulle række over, væltede jeg glas. Sådan nogle åndssvage ting gør man, fordi man ikke er opmærksom på dem. Jeg havde dem jo ikke særligt længe - de var 600 ml, og jeg er jo ret lille og smal, så det var lidt voldsomt. Jeg ved ikke, hvad jeg tænkte på. Men til gengæld har jeg rettet op på det siden.

Det er dejligt, når andre kigger ... nej, jeg er faktisk ikke sådan en type, der har det sådan. Det er jo bare et arbejde, når man bliver fotograferet, jeg er ikke en type, der tænker: Nej, hvor er det dejligt, at andre kigger på mig. For det meste af tiden kan jeg godt li’ bare at være mig selv og ikke blive kigget på. Og jeg har sjældent øjenkontakt med andre mennesker, jeg vil meget hellere kigge alle mulige andre steder hen. Jeg har jo været i medierne, siden jeg var 18 år - i dag er jeg 31.

Forsidefruer har det med at være ... morsomt, men til tider nervepirrende. Man ved aldrig, hvornår der kommer intriger. Det er skidesjovt at lave, for nogle gange kan vores samtaler udvikle sig og blive til diskussioner med råben og skrigen. Og jeg sidder måske bare og kigger på - sådan var det i sidste program. Jeg var så chokeret over, at en af deltagerne skulle ha’ at vide, hvor stor en idiot hun var, i hendes eget hjem. Og der bakker jeg helt ud, det vil man jo aldrig gøre i virkeligheden. Men oftest kan vi give hinanden et kram efterfølgende - det er underligt, jeg forstår det ikke helt.

Min holdning til rygning er ... at det må folk selv om. Jeg ryger ikke selv hver dag, men når det er, ryger jeg orange Kings. De er vist økologiske. Men jeg synes, folk skal passe sig selv, det er meget bedre.

Jeg var lidt for hurtig og kæk, da ... jeg er ikke særlig kæk, jeg er meget nede på jorden, jeg kan li’ at passe mig selv. Jeg er dårlig til at tale om andre mennesker og fokusere på andres liv, fordi jeg har nok i mig selv. Er det ikke utroligt?

Jeg synes, mennesker er dejlige, når ... de giver en krammer eller en gin og tonic. Ligesom i går, da jeg var på en Beach Club i Spanien og slappe af med en god frokost og et glas rosévin.

Jeg har et lidt anstrengt forhold til ... folk, der ikke bare kan passe sig selv. Og så kan jeg ikke li’, når andre bilister kører helt oppe i røven på én. Hvorfor kører de dog ikke udenom? Eller cyklister, der kører over for rødt. Jeg har ikke lyst til at køre dem ned. Og så er der racerfjolserne på cykel. På motorvejen hader jeg at køre ved siden af de store lastbiler, der slingrer rundt i midtersporet.

Jeg synes, vi her i landet skulle interessere os lidt mere for... positive nyheder og rose hinanden noget mere. Jeg synes, der er for mange sure programmer og negative ting i sladderbladene. Jeg synes hellere, man skal give f.eks. gode skuespillere et klap på skulderen i stedet for at pille dem ned. I mange andre lande er der mere idoldyrkelse. I Danmark er det også sådan, at de, der har en dyr og lækker bil, lige skal ha’ ridset siden. Det forstår jeg ikke.

Fordelen ved at være mig er ... at jeg går efter mine drømme. Jeg har tre dejlige børn, og jeg rejser meget. Jeg kan tage en dag ad gangen og skal ikke knokle hele tiden. Der er tid til at slappe af. Jeg har lidt modelarbejde, men ellers laver jeg ’Forsidefruer’, så jeg har skabt et liv, hvor jeg ikke skal ud at arbejde 37 timer om ugen, og det er jeg glad for.

Ulempen ved at være mig er ... at jeg har en utrolig dårlig hukommelse, og så er jeg utrolig dårlig til at huske mennesker, medmindre de har gjort et godt indtryk, og at vi altså har talt sammen i længere tid. Når folk kommer og siger ’tak for sidst’, og jeg ikke genkender dem, prøver jeg at lade som om, jeg husker dem, nogle gange går det galt, og så må man jo grine ad det.

Hvis jeg havde et ønske, ville jeg ... bo med mine børn fast i et varmt land - Sydfrankrig om sommeren og Sydspanien om vinteren.

Det var en rigtig god idé, da jeg ... besluttede at få mine tre dejlige børn – de hedder Teodor, Victor og Cherie. Jeg blev gravid, da jeg var 22 og gift med Niels, da jeg var 23 og højgravid. Vi er jo blevet skilt, og der har ikke været noget med at kaste med ting efter hinanden. Over for vores børn skal vi være pragteksemplarer og vise, at vi kunne gå hver til sit uden at komme op at slås.

Det var en dårlig idé, jeg fik ... da jeg valgte at sige til kirurgen, at han bare skulle give den gas med størrelsen på implantatet, og jeg fik 600 ml. Nu er jeg på under 300 ml.

Jeg var nødt til at flygte lynhurtigt ... fra Houston i USA, der var så kedeligt et sted. Der var ingen mennesker på vejen, det eneste, du så, var nogle, der kørte rundt i bil, og så nogle, der rendte rundt i en park. Det hele var falsk og kedeligt, og jeg smuttede derfor tilbage til Danmark, da jeg var 21 år. Jeg var kæreste med en, der hed Pierre, men både forholdet og stedet var kedeligt, så jeg stak af til København, og da jeg kom hjem, fik han at vide, at forholdet var slut.

Det var for meget for mig ... da jeg cyklede rundt i København og så billboards med mig selv overalt, hvor jeg var bodypaintet i en reklame for Cult. Jeg blev nærmest forskrækket over at se mig selv i den størrelse.

Jeg magter simpelthen ikke ... kulde. Jeg er så meget en frossenpind. Så i vinterperioden er jeg hjemme eller i fitnesscenter - medmindre jeg rejser.

Det var lidt for morsomt ... da jeg blev valgt til en udfordring i TV3-serien ’Fangerne på fortet’, hvor jeg skulle løbe på et løbebånd og tage spande fyldt med vand ned fra loftet for at fylde et rør op for enden af båndet. Jeg endte nærmest som Miss Wet-T shirt. De vidste lige, hvordan den skulle castes.

Jeg undgår at hænge med næbbet ... ved at tænke positivt og fremad.

Mit temperament vil jeg beskrive som ... neutralt. Men efter jeg har fået børn, er lunten måske blevet en smule kortere.

Min selvtillid blev styrket kraftigt ... efter jeg tog en beslutning om at blive skilt , fordi jeg ikke var lykkelig, men heldigvis kan vi stadig være gode venner. Det er nok også med til at styrke selvtilliden, og jeg tør sige fra nu.