Den folkekære skuespillerinde Kirsten Lehfeldt har været nødt til at trække sig fra en forestilling på grund af stress.

Hun var godt halvvejs inde i en turné med Landsteatrets forestilling 'Inden jeg fylder 67', da hun blev nødt til at melde sig syg med stress.

Det fortæller Landsteatrets teaterchef Erling Mølgaard.

»En skuespillers værktøj er det, der kommer ud af munden. Og alle, der har prøvet at have seriøs stress, ved godt, hvordan en krop så reagerer,« siger han.

Han forklarer, at stressen allerede meldte sig til premieren af forestillingen, som Kirsten Lehfeldt havde hovedrollen i, i slutningen af januar.

»Hun fik blackout efter et kvarter og måtte forlade scenen,« fortæller Erling Mølgaard.

'Jeg er ikke 25 år længere'

Dengang hoppede forestillingens instruktør Pia Rosenbaum op på scenen og bad om en kort pause til den 65-årige skuespillerinde, men forestillingen endte med at blive aflyst, da Kirsten Lehfeldt ikke kunne gennemføre.

Selv forklarede hun dagen efter til Realityportalen, at hun havde fået et blackout som følge af presset op til premieren.

»Jeg er ikke 25 år længere, og jeg skal til at acceptere, at jeg ikke kan arbejde på samme måde,« fortalte hun.

Efter premieren var hun sygemeldt en uges tid, før hun vendte tilbage til forestillingen.

»Men den angst, jeg tror, der sad i hende fra oplevelsen fra premieren, det er det, man i skuespillersprog kalder sceneskræk. Den har siddet så dybt i hende, at hun har været bange for at gå ud på scenen, men hun har gjort det alligevel. Hun har kampsvedt, før hun skulle ind på scenen,« fortæller Erling Mølgaard.

I alt 36 forestillinger består turnéen af. Den første måned spillede de på Sjælland, mens de fra marts begyndte at spille i Jylland. Efter aftale med Kirsten Lehfeldt vurderede Erling Mølgaard, at det var bedst, han fandt en anden til hovedrollen fra månedsskiftet.

»Det kan godt være, hun kunne have gennemført. Men for alles skyld valgt vi at gøre sådan,« forklarer han.

'Der ligger et kæmpe pres på den rolle'

Hovedrollen i forestillingen indebar blandt andet, at hun skulle være på scenen i de godt to timer, hver forestilling varer.

»Det er jo en kæmpe rolle. Det er næsten to timers monolog udenad. Hun er på uafbrudt, hun forlader slet ikke scenen på noget tidspunkt. Så det er et kæmpe pres, der ligger på den rolle,« siger Erling Mølgaard og fortsætter:

»Så jeg tror, hun nu er lettet over, at det enorme pres ikke ligger på hendes skuldre længere, og det er jo egentlig meget menneskeligt.«

Som erstatning for Kirsten Lehfeldt, der især er kendt for sit samarbejde med skuespillerinden Søs Egelind og sin Robert-belønnede hovedrollepræstation i filmen 'Flamberede hjerter', har man valgt forestillingens instruktør, Pia Rosenbaum.

Turnéen med 'Inden jeg fylder 67' slutter den 28. marts.

Udover Pia Rosenbaum medvirker også Stig Hoffmeyer, Troels II Munk, Benjamin Hasselflug og Christine Albrechtslund.

BT har uden held forsøgt at få en kommentar fra Kirsten Lehfeldt.