Lars von Trier er i færd med at lægge sidste hånd på sin kommende storfilm. Senest har Hollywoodstjernen Kirsten Dunst besøgt København for at indtale sine replikker i filmselskabet Zentropas lydstudie i filmbyen i Avedøre.

Kirsten Dunst - bl.a. Spider-Man og Wimbledon - er bare et af de store Hollywood-navne, der har sagt ja til at medvirke i von Triers 'Melancholia'. Ifølge bt.dk's oplysninger opholdt hun sig et par dage i København i sidste uge. Udover filmarbejdet var der også tid til at gå på shopping på Strøget. Og som så mange andre turister var Dunst et smut i Christiania ved samme lejlighed. Hun købte, ifølge bt.dk's kilder, en Christiania-souvenir med hjem - måske til kæresten, trommeslageren Jason Boesel. Måske til katten Sophie, som hun i sin tid fik i fødselsdagsgave af eks'en Jake Gyllenhaal. Kirsten Dunst erstatter Penelope Cruz, som egentlig skulle have haft hendes rolle i 'Melancholia'. Zentropa-bossen Peter Aalbæk Jensen bekræfter, at Dunst var i København i sidste uge. - Det er rigtigt, at hun arbejdede i vores lydstudie. Men jeg kan ikke sige noget om, hvad hun ellers lavede. Jeg aner ikke, hvad skuespillerne render og laver. Det vil jeg sgu helst ikke vide, siger han. Udover Dunst medvirker John Hurt, Charlotte Gainsbourg, Kiefer Sutherland, Charlotte Rampling, og far og søn, Stellan og Aleksander Skaarsgaard i von Triers nye film. Filmen er stort set klar nu. Zentropa krydser fingre for, at den bliver udtaget til kampen om De gyldne Palmer ved Cannes festivalen i maj. , - For helvede ja. Men vi må vente til april med at få besked om den bliver udtaget, siger Aalbæk Jensen til bt.dk.