Brad Pitt er en flot herre, og der er sikkert mange kvinder, der går med en lille drøm om at få lov til at kysse lidt på ham.

Skuespiller Kirsten Dunst har gjort det. Men hun husker ikke just tilbage på kysset med glæde. Faktisk det stik modsatte.

Måske handler det også om, at hun kun var 11 år, da hun i 1994 skulle kysse den dengang 30-årige skuespiller under optagelserne til filmen 'Interview with the Vampire'.

Hun blev spurgt ind til scenen af Entertainment Today under et rød løber-arrangement i denne uge.

»Ja, det var ulækkert. Det står jeg ved,« sagde hun om oplevelsen og fortsatte:

»Det havde også været skidt, hvis en 11-årig havde følt, at det var fantastisk. Så havde du jo tænkt: 'Der er noget galt med dette barn'.«

Derudover husker hun dog ikke filmen som en dårlig oplevelse. Under interviewet med Entertainment Today talte hun da også i flotte og store vendinger om Brad Pitt og Tom Cruise, der ligeledes spillede med i filmen.

»De var så søde ved mig,« fortalte hun og sagde, at de behandlede hende som en lillesøster.

Produktionen dengang var dog noget anderledes end det, Kirsten Dunst senere er blevet vant til.

»Hør her, produktionen – filmen – var noget helt andet end noget, jeg nogensinde har oplevet. Så skulle den da lige sammenlignes med 'Marie Antoinette' (film med Kirsten Dunst i hovedrollen, red.) på grund af omgivelserne,« sagde hun og fortsatte:

»Ud over det kan man sige, at man ikke laver film på den måde længere.«

I dag arbejder Kirsten Dunst lige så meget bag kameraet som foran. For øjeblikket arbejder hun sammen med blandt andre George Clooney som producer.