Kirsten Dunst har ikke sagt et kvæk.

Men nu afslører den 38-årige skuespiller i spektakulær stil, at hun venter sit andet barn med manden, 32-årige Jesse Plemons.

Det sker på forsiden af modemagasinet 'W Magazine', hvor hun med en tydelig babybule poserer i omgivelser, der sender tankerne tilbage til dengang, hun spillede rollen som den franske prinsesse Marie Antoinette.

Parret har allerede den to år gamle søn, Ennis, og til billedet er det beskrevet, hvordan Dunst er gået efter en lignende æstetisk, fra da hun offentliggjorde sin første graviditet.

Skuespillerne Rashida Jones og Elle Fanning deltager også i billedserien, som er instrueret af Sofie Coppola, der tidligere har arbejdet sammen med alle tre.

Kirsten Dunst i filmen 'The Virgin Suicides', Elle Fanning i 'Somewhere' og Rashida Jones i 'On the rocks'.

Tidligere har Kirsten Dunst fortalt om, hvordan hun og Jesse Plemons fik et godt øje til hinanden i 2016 på settet til tv-serien 'Fargo', og halvandet år senere begyndte de at date.

De knyttede blandt andet bånd over deres fælles fortid som børneskuespillere. Allerede som seksårig var Dunst med i en Woody Allen-film, mens Plemons havde roller i flere mindre film.